Mener ministeren, at Meta, der bl.a. ejer Facebook, har gjort tilstrækkelige tiltag for at efterleve Det Europæiske Databeskyttelsesråds hurtig bindende afgørelse af 27. oktober 2023, og er ministeren tilfreds med niveauet for beskyttelse af brugerne?
Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) vedtog den 27. oktober 2023 en såkaldt »hurtig bindende afgørelse« (01/2023) i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 66, stk. 2. Afgørelsen konkluderer, at Meta ikke må anvende brugernes personoplysninger til adfærdsbaseret markedsføring, hvis det begrundes med, at det sker som led i opfyldelse af en kontrakt mellem Meta og brugerne, eller det er baseret på, at Metas interesse i at behandle disse oplysninger overstiger brugernes interesse i, at behandlingen ikke sker.