Ja, jeg har nemlig selv været med til at udfærdige noget af den undersøgelse, da jeg ikke mener, det er nok med regeringens egen interne undersøgelse af det her. Så jeg er sådan set rigtig glad for det, der sker hos Statsrevisorerne. Men det, mit spørgsmål går på her, er den her gallupundersøgelse. Man kan sige, at virkeligheden har indhentet os lidt, fordi Statsrevisorerne netop laver den her undersøgelse, som ministeren ikke har villet bidrage til, men derfor kan det jo stadig væk godt være relevant at spørge ind til den her spørgeskemaundersøgelse.
Den gallupundersøgelse viser, at 50 pct. af betjentene siger, at de henlægger reelle sager, og 25 pct. siger, at de henlægger sager med kendt gerningsmand. Så hvorfor mener ministeren ikke, det har været relevant at spørge ind til betjentenes egne oplevelser her, altså om de konkret kender de vaskemetoder, som er blevet nævnt af DR?
Jeg har personligt gjort et stykke arbejde for at få afklaret, at det vil tage 3 uger at få den lavet. Den er ret billig; det koster 26.000 kr., og det er nok noget mindre ressourcetungt at lave sådan en undersøgelse end det tilsyn, som ministeren vil lave. Nu er spørgeskemaundersøgelser jo også et anerkendt akademisk undersøgelsesredskab, så jeg tænkte, vi kunne få en hurtig genvej til at finde ud af, hvor problemerne ligger
Så hvorfor er det, at ministeren har valgt at lave en snæver undersøgelse og ikke en spørgeskemaundersøgelse, som i virkeligheden kunne afklare tingene for os noget hurtigere?