De her halvdårlige forklaringer har vi jo hørt på i årevis nu, og der sker ingenting. Sandie Hansen er lige nu udsat for endnu et justitsmord af Langeland Kommune, da de som en stille hævn har fået en vikar, som aldrig har mødt Sandie Hansen, til at lave en ny børneundersøgelse på ganske få dage som en lille overdragelsesgave til Sandie Hansens nye Kommune, Odense Kommune.
Mange af de fejlagtige oplysninger, som kommunen en gang tidligere allerede har måttet undskylde for, og som vi jo også har talt om i gentagne samråd, både med den nuværende minister og tidligere minister, genbruges nu på meget interessante og spændende måder. Sandie er ikke inddraget, hun er ikke partshørt, og den børnesamtale, som faktisk blev afholdt, ganske få dage inden den her undersøgelse blev afsluttet, er ikke engang brugt, ligesom skolen ikke er hørt og den nyeste PPV ikke er brugt.
Langeland Kommune så ud til først kun at have lavet en børneundersøgelse på den ene af drengene og ikke, sådan som loven foreskriver, på hver af drengene. Ved nærmere undersøgelse viste det sig så faktisk, at de havde lavet to; de havde bare glemt at oversende den ene. Måske er det også komplet manglende kendskab til familien, der gør, at socialrådgiveren i den her undersøgelse 19 gange kalder Sandie for Sandra.
Altså, det er jo et niveau, der er rystende lavt. I årevis lader man bare den her kommune køre videre. Nu må ministrene, både social- og boligministeren, men jo også indenrigs- og sundhedsministeren, simpelt hen gribe ind over for den her kommune og slå ned på det og sige, at så alvorlige lovbrud vil vi simpelt hen ikke finde os i bliver udøvet over for sagesløse borgere. For det her følger dem jo hele vejen op i alle instanser.
Hvordan skal Ankestyrelsen kunne kigge ned i det, når alt, hvad der står, jo er forkert?