Der er i hvert fald ikke nogen, der har foreslået, at der ikke skulle være direkte tog mellem Struer og København. Der er jo lavet en infrastrukturaftale fra 2021, hvormed det er besluttet, at der skal sættes batteritog ind fra Struer til Vejle, og så bliver der så køreledningstog fra Aalborg til København. Det er jo korrekt, at der kan et batteritog godt køre fra Struer til København, både under køreledninger, og uden der er køreledninger.
Det, jeg bare har sagt, er, at jeg er bekymret for, om Folketinget til den tid vil lade et batteritog køre hele vejen, for jeg tror, at mange folk frivilligt vil vælge at skifte i Vejle og så kunne komme ind i et højhastighedstog, der kører fra Aalborg til København. Så der er ikke nogen planer om at lukke den direkte linje. Tværtimod har man faktisk et ønske om, at det skal køre direkte. Jeg har bare sagt, at jeg lige synes, at vi skulle tage en vending på det, altså om vi nu er sikre på, når vi nu skal til at lave de her indkøb, at det er den rigtige løsning. Eller skulle vi lige tage en snak i forligskredsen om, om der er villighed til at prioritere penge til køreledninger til Struer i stedet for. Det har jeg lagt op til, og det kan jeg konstatere der er meget stor begejstring for. Det gælder stort set alle partier lokalt, mens der er knap så stor begejstring, når man kommer herind i Folketinget. Men derfor synes jeg stadig væk, det er en vigtig diskussion, og det er i hvert fald vigtigt, at Folketinget træffer den her beslutning med åbne øjne.