Spm. nr. S 596

7) Til miljøministeren af:

Leila Stockmarr (EL):

Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at kommuner ikke modtager potentielt giftig og forurenet jord fra andre kommuner, som kan udgøre en miljømæssig og sundhedsmæssig trussel lokalt, som vi f.eks. har set i Morsø Kommune og Gribskov Kommune?

Skriftlig begrundelse

Spørgeren henviser til artiklerne »Den sorte svane viser, at jorden er giftig« af 9. juni 2024 fra Sjællandske Nyheder og »Sådan kom Mors til at hænge på 24.000 tons olieforurenet jord fra Køge« af 7. november 2024 fra TV2.

Værsgo.

Tak for det. Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at kommuner ikke modtager potentielt giftig og forurenet jord fra andre kommuner, som kan udgøre en miljømæssig og sundhedsmæssig trussel lokalt, som vi f.eks. har set i Morsø Kommune og Gribskov Kommune?

Ministeren.

Der har jo været en del historier om problemer netop med forurenet jord, der anbringes steder, hvor det ikke hører hjemme, og det er problematisk, fordi det kan udgøre en risiko både for vores sundhed og for vores miljø. Derfor må man konstatere, at der findes et reelt problem her. Så hvad gør vi ved det?

Jeg er optaget af at arbejde i to spor: Det ene er at sikre, at de allerede gældende regler selvfølgelig overholdes – altså de regler, der beskrives i jordflytningsbekendtgørelsen. Der er beskrivelser af et gældende system, hvor man skal anmelde en flytning og kommunen skal have de oplysninger, men også at der skal udføres kontrol, den rette kontrol, og tilsyn med reglerne. Og det vil jo også i sidste ende sige, at der skal indgives en politianmeldelse, hvis reglerne overtrædes. Så det er det ene: Overholdes de regler, der er?

Det andet spørgsmål er så: Skal vi stramme reglerne? Skal vi lave det om? Det vil jeg på ingen måde afvise er nødvendigt, og derfor har jeg samlet både en række borgmestre, der har konkrete erfaringer – nogle af de erfaringer, som vi også har set i medierne, men også KL og en række eksterne eksperter på området – for at afdække, om de mener, der behov for ændringer. Lige nu arbejder Miljøstyrelsen og Kommunernes Landsforening tæt sammen om at se på mulige løsninger, og vi har lavet to arbejdsgrupper om håndtering af henholdsvis jord og bygge- og anlægsaffald for netop at se på, om der er behov for nye regler for at sætte ind over for svindel både med jord og med bygge- og anlægsaffald. Og så kan jeg også sige, at Miljøstyrelsen forventer at kunne levere bedre rådgivning til vores kommuner før sommerferien for at hjælpe dem med at kunne sætte ind med de nuværende regler. Men vi er også i gang med at se på, om vi skal stramme reglerne.

Spørgeren.

Tak for det svar, og tak til ministeren for at anerkende, at det her er et stort problem. En af de udfordringer, vi står over for, når vi taler med borgere og kommuner, der er ramt af de her sager, er jo, at der faktisk ikke rigtig er nogen, der har overblikket over, hvor stort problemet er. Vi ved, der bliver transporteret millioner af tons på tværs af kommunegrænserne rundt i Danmark. Vi ved ikke, hvor meget af den jord, der er forurenet; vi ved ikke rigtig, hvem der håndterer det; og vi ved ikke rigtig, om det bliver kontrolleret der, hvor det bliver dumpet. Vi har altså en potentiel bombe under vores miljø og vores sundhed, som vi ikke kender omfanget af, og hvor der jo tydeligvis er brug for politisk indgriben.

For med den regulering, vi allerede har, er det jo tydeligt, at nettet er så stormasket, at det her bare fortsætter og fortsætter, og det er jo ikke en ny udfordring. Det, der jo også kommer frem med de her historier, der kommer frem, er jo, at der er en del aktører, der tjener styrtende med penge på det her, både de virksomheder, der håndterer jorden, men også de lodsejere, der siger ja til at modtage i jorden og få den dumpet f.eks. på deres landbrugsjord. Så det her er jo en forretning, man må sige der bliver spekuleret i, og hvor der jo ikke er den fornødne kontrol.

Jeg har også noteret mig i de svar, jeg har fået har ministeren, at der er nedsat de her to arbejdsgrupper, men jeg føler mig alligevel ikke helt betrygget ved, at alvoren er sivet ind – sådan sagt lidt karikeret. Derfor vil jeg gerne spørge igen, om ministeren ikke mener, at vi allerede nu kan sige, at der er brug for politisk indgriben, at der som minimum er brug for, at vi får kortlagt problemets omfang, og at vi får sat fokus på de aktører, der tjener styrtende med penge på forurening. For et er, om kommunerne skal have flere ressourcer, og om man kunne trykke på nogle små knapper, men har vi ikke et helt grundlæggende problem, når vi ser så mange sager, der afslører et mønster på tværs af kommunegrænser, altså det, som jeg vil betegne som et systemisk problem, der gør, at ministeren må skride hurtigere til handling og komme på banen med nogle forslag, der kan stoppe det her?

Miljøministeren.

Jo, og derfor er man nødt til at gøre flere ting samtidig. Det første, der sker, ud over at vi har sat de her to arbejdsgrupper i gang med eksterne eksperter netop for at få deres blik på det selvfølgelig også sammen med vores kommuner, er, at Miljøstyrelsen også – og det var det, jeg kort nævnte i mit indledende svar, og jeg vil lige gå lidt mere i dybden med det – er i gang med at udarbejde det, der hedder en vejledende udtalelse, og det er jo sådan set, at man fortæller vores kommuner, hvordan de skal agere, hvordan de skal dele oplysninger, hvordan de skal kontrollere, at det her sker. Det arbejde er i gang i Miljøstyrelsen og bliver sendt ud til vores kommuner forventeligt her i løbet af det her forår.

Spørgeren.

Så kunne jeg godt mere konkret sådan politisk tænke mig at spørge ministeren, om ministeren ikke mener, at det er et helt åbenlyst problem, at de kommuner, der modtager jord, ikke har mulighed for at vurdere, hvor den kommer fra? Et er, om kommunen følger op i praksis med at kontrollere jorden, men der er faktisk fra kommunens side er et krav om, at det tjekkes, hvor den jord, der bliver importeret til kommunen fra andre kommuner, kommer fra. Det er jo sådan åbenlyst både et miljømæssigt, men egentlig også et demokratisk problem for de kommuner, at de ikke kan tilgå de oplysninger.

Miljøministeren.

Ja, og det her problem er jo faktisk set før. Vi har jo tidligere haft diskussioner i Folketinget om det, der hed nomadefamilier – det er en hel anden problematik – men at familier kunne flytte på tværs af kommunegrænser og dermed starte forfra i det sociale system, og at indberetninger forsvandt. Det har man sat ind over for. Det er lidt den samme, parallelle ting, vi kan se med jordforurening, nemlig at der er kommunale systemer, men de taler ikke sammen. Og hvis man så flytter forurenet jord over kommunegrænsen, kan vi se, at der i hvert fald er eksempler på, at det falder mellem maskerne i nettet og ud af systemet, og så står modtagerkommunen jo og er lidt prisgivet i det. Så det er noget af det, vores eksperter og vores kommuner skal se på, altså hvordan vi kan få det samarbejde til at fungere.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Jeg synes ikke, at svaret var helt klart, men lad det nu være. Et andet spørgsmål, afslutningsvis, er helt konkret: Vil ministeren arbejde på at sikre, at der som minimum bliver stillet krav om, at de aktører, der håndterer jord og tjener penge på muligvis at køre forurenet jord rundt på tværs af vores kommunegrænser, har en akkreditering, altså at de er certificeret til at håndtere potentielt forurenet jord? For sådan er det ikke i dag, og på den måde kan svindelen jo fortsætte, fordi man faktisk ikke har mulighed for at vurdere, om de her aktører faktisk har forudsætningerne for at håndtere jorden.

Miljøministeren.

Det, vi kan se nu, er, at det jo åbenbart helt tydeligvis kan betale sig at spekulere i den her svindel. Og det er jo helt unfair, at dem, der så overholder reglerne, oplever unfair konkurrence, og de oplever også, at medier og os her i Folketinget taler om problemet, og det skal vi også gøre. Der er jo masser, der overholder reglerne, og det er jo godt. Men vi kan se, at der er nogle meget, meget brodne kar i den her sektor, som spekulerer i det, og hvor strafniveauet slet ikke er afskrækkende nok, og hvor kontroltrykket slet ikke er godt nok, og deling af oplysninger slet ikke er intensivt nok. Alt det er noget, vi skal have på bordet, og det er det, vi har de eksterne eksperter og kommunerne selv til at rådgive os om i de to arbejdsgrupper, som er i gang.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til miljøministeren og tak til fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten.

Jeg byder nu velkommen til beskæftigelsesministeren og hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.