Tak for det, formand. Der kan ikke være to synspunkter om, at bureaukrati og bøvl ikke må stå i vejen for, at vi kan skabe vækst i det danske samfund. Derfor kræver det, at vi har et fortsat fokus på højt tempo i myndighedernes sagsbehandling. Det ved spørgeren også ligger regeringen og mig selv meget på sinde. Derfor har vi vedtaget og iværksat en hel række ting, som skal være med til at sikre øget tempo i myndighedernes sagsbehandling. Eksempelvis har vi gennemført det, vi kalder en rød løber for anlæg af produktionsvirksomheder, således at der populært sagt er kortere tid, fra en virksomhed vil investere i Danmark, til spaden kommer i jorden. Det var en aftale, som Liberal Alliance desværre ikke var med i.
Det, der er faktum, er, at når man ser på Nævnenes Hus, er sagstilgangen siden 2018 steget med 30 pct. I Miljø- og Fødevareklagenævnet er sagstilgangen steget med ca. 15 pct. siden 2018. Det bliver sværere sager, men det betyder ikke, at nævnet ikke gør det bedre. Faktisk har Nævnenes Hus forbedret produktiviteten med 14 pct. i perioden 2020-2024 og med mere end 30 pct. siden 2017.
Det er rigtig godt, og vi skal blive bedre. Derfor har regeringen også afsat 15 mio. kr. til netop sagsbehandlingstiderne i det her nævn med finansloven for 2025. Men det var jo en finanslov, som Liberal Alliance ikke kunne være med i. Tværtimod gik man til forhandlingerne med forslag om, at der skulle spares i tusindvis af yderligere offentligt ansatte, og det gode spørgsmål – eller det, der giver grundlag for overvejelser, når man stiller sådan et spørgsmål – er jo, om det så også skulle gælde besparelser på klagenævnene og man dermed vilforringe de forbedringer, som regeringen har lagt op til.