Der er flere ting i det. Ministeren siger, at ministeren ikke kan diktere, hvordan Danmarks Statistik laver opgørelsen. Men det er heller ikke det, vi efterspørger. Vi efterspørger, at ministeren kommunikerer til Danmarks Statistik, at man ønsker de tal, og at det kunne være rart med de tal. Det er faktisk nogle tal, som regeringen og Folketinget kunne bruge i vores daglige arbejde, og det tror jeg måske vil betyde, at Danmarks Statistik vil overveje fornuften i at lave sådanne opgørelser.
Så siger ministeren det her med, at man allerede i dag laver inddelinger i MENAPT. Men problemet er jo i hvert fald mig bekendt, at de børn af efterkommere, som der her er tale om, i de opgørelser heller ikke vil indgå som fra MENAPT, men at de vil indgå som en del af majoritetsbefolkningen, og det vil også sige, at man slører helt relevante data, tal og viden om arbejdsløshed, om kriminalitet, karakterer i folkeskolen osv. osv., og at vi her i Folketinget ikke kan få et retvisende billede af konsekvenserne af den politik, som vi vedtager.
Er det grundlæggende ikke uholdbart, at vi sidder og vedtager lovgivning uden at kunne måle det på de langsigtede konsekvenser, fordi man opgør det på en måde, hvor man anser nogle for at være en del af majoritetsbefolkningen, selv om der stadig er signifikante forskelle mellem grupperne i forhold til de ting, vi måler det på?