Tak for det. Jeg vil også gerne starte med at kvittere over for miljøministeren for at møde op og svare på det her spørgsmål i dag, selv om spørgsmålet om Lynetteholm traditionelt set falder under transportministerens ressort. Jeg vil også forsikre ministeren om, at jeg er i fuld gang med spørgsmål i forhold til transportministerens ansvar. Også tak for at gennemgå den lange liste af initiativer, som ministeren har sat i gang. På den liste mangler jo lidt, at Socialdemokratiet – ministerens eget parti – har været bannerfører for at vedtage loven og for anlægget af Lynetteholm. Man kan sige, det jo er fint nok med en masse positive initiativer, men her har vi jo et initiativ, der rækker hundreder af år ud i fremtiden, hvor det ret bredt er dokumenteret nu, at det har meget store konsekvenser for vores havmiljø både i Østersøen og i Øresund.
Jeg har også stillet det her spørgsmål til dig som miljøminister og havets minister, fordi der er rigtig mange borgere i København, der er rigtig bekymrede over, hvad det her projekt vil betyde for deres mulighed for at bade i havnen, og over, om det kan være farligt, sundhedsskadeligt, og om det vil være farligt at spise fisk, der er fanget i de her områder. Der har jo også været en diskussion om, at der ikke er nok kontrol af udviklingen og forureningen i Øresund, sådan som anlægsprojektet med Lynetteholm skrider frem. Jeg må også sige, at vi fra Enhedslistens side i hvert fald ikke er trygge ved, at By & Havn foretager den nødvendige kontrol og hyppig nok kontrol af udviklingen.
Det er derfor, det også er på den lidt triste bagkant, at det er et medie, der er gået ud og har lavet de her vandprøver, at jeg stiller det her spørgsmål. Men jeg synes nu, at resultaterne er så opsigtsvækkende, at jeg godt vil have, at ministeren forholder sig til de helt konkrete udtalelser, som der er kommet på baggrund af de her vandprøver, bl.a. fra miljøprofessor Stiig Markager. Han siger jo, det her er decideret sundhedsskadeligt, og at han faktisk vil anbefale, at man stopper gravearbejdet, fordi det kan have store konsekvenser ikke kun for havmiljøet, faktisk også for de mennesker, der bader i havet potentielt set, eller skal have fisk på tallerkenen, der er fanget i det område. Det kunne jeg godt tænke mig at havets minister forholdt sig til.