Spm. nr. S 474

10) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Sandra Elisabeth Skalvig (LA):

Er det ministerens opfattelse, at den nye antichikanepolitik er tilstrækkelig til at sikre de studerendes tryghed på universiteterne, og tror ministeren, at denne tilgang er mere effektiv end at behandle overtrædelser med advarsler, bortvisning og politianmeldelse alt efter grovheden, som der er praksis for i dag på landets universiteter?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Spørgsmålet lyder: Er det ministerens opfattelse, at den nye antichikanepolitik er tilstrækkelig til at sikre de studerendes tryghed på universiteterne, og tror ministeren, at denne tilgang er mere effektiv end at behandle overtrædelser med advarsler, bortvisning og politianmeldelse alt efter grovheden, som der er praksis for i dag på landets universiteter?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet til den antichikanepolitik, som jeg og landets otte universiteter blev enige om i dagene op til jul. Der blev spurgt om to ting. For det første blev der spurgt, om jeg mener, at den nye antichikanepolitik er tilstrækkelig til at sikre de studerendes tryghed. Svaret på det er: Nej, det tror jeg ikke det er. Der er heller ikke nogen, der lader som om, det er en antichikanepolitik, der skal stå alene eller erstatte nuværende tilgange, som det også er formuleret i spørgsmålet.

For det andet blev der spurgt, om den her tilgang er mere effektiv end de tiltag, der i øvrigt tages. Og i det ligger jo implicit, at antichikanepolitikken på en eller anden måde skulle erstatte de ting, man gør i forvejen, som f.eks. at ringe til politiet, hvis nogen overtræder loven. Det er selvfølgelig ikke meningen. Det her er noget andet, og det vil jeg gerne sætte nogle ord på.

Det er en overordnet fælles erklæring for alle landets universiteter. Det er en politik, som gør det tydeligt, hvad man kan forvente af universiteterne som uddannelsessted og arbejdsplads, når politiske emner som f.eks. situationen i Israel og Gaza risikerer at polarisere debatten her i Danmark og medføre voldsomme demonstrationer, hærværk eller anden adfærd, som kan skabe utryghed.

Antichikanepolitikken skaber selvfølgelig ikke tryghed i sig selv. Det er ledelsernes ansvar at få politikken formidlet, så alle på universiteterne, både ansatte og studerende, ved, hvad politikken er og agerer efter de principper, som er beskrevet i den. Antichikanepolitikken skal understøtte, at universiteterne er bedre forberedt på, hvordan en svær debat skal håndteres, når den opstår. Og så er det klart, at det selvfølgelig ikke er gjort med det. Universiteterne skal reagere hurtigt og tydeligt på utryghedsskabende adfærd, hetz og chikane med passende sanktioner inden for lovgivningens og ordensreglernes rammer, alt efter hvad det er for en overtrædelse, vi står med.

Så vil jeg sige, at det er en meget rimelig, klar og tydelig antichikanepolitik. Det er i øvrigt også noget, som er blevet skabt på direkte foranledning af Jødisk Ungdom, som jeg håber at Liberal Alliance også synes det er vigtigt at lytte til, og jeg håber, at man i øvrigt også synes, det er vigtigt at få sat ord på, hvad det er for nogle regler, der gælder, når den her type situationer opstår.

Spørgeren.

Tak til ministeren for besvarelsen af mit spørgsmål. Først og fremmest tror jeg, at jeg gerne vil kvittere for, at ministeren rent faktisk siger, at antichikanepolitikken ikke kan stå alene. Men jeg har stillet det her spørgsmål til ministeren, fordi Uddannelses- og Forskningsministeriet jo kort før jul lancerede den her nye antichikanepolitik – en lancering, der kom efter en længere periode med antisemitisk hærværk og aggressiv adfærd på særlig Roskilde Universitet. Der er tale om uroligheder, der jo ikke bare er brud på universiteternes ordensreglement, men som også har skabt en enormt stor utryghed for særlig de jødiske studerende, som jo går på vores universiteter.

Politikken indeholder principper om, at politiske ytringer skal foregå i respekt over for andre, at man skal kunne opholde sig trygt på vores universiteter, og at de studerende ved, hvem det er, de kan tage kontakt til, hvis det er, at de oplever chikane. Det er noget, som jeg ser som ganske basale regler for, hvordan man egentlig bør omgås andre mennesker, og retningslinjer, som i min optik allerede burde blive efterlevet på vores universiteter. Jeg har derfor svært ved at se, hvordan det ligesom kan være med til at sikre mere tryghed på vores universiteter.

Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre ministerens overvejelser i forhold til det. Nu har man lanceret den her antichikanepolitik, men hvis den ikke har den ønskede effekt, altså hvis utrygheden ligesom fortsætter på vores universiteter, hvad agter ministeren så at gøre ved det?

Ministeren.

Spørgeren kan jo godt synes, at det bare er et ligegyldigt stykke papir. Jeg vil så sige, at det er ligegyldigt stykke papir, som vi har skrevet på en meget kraftig foranledning af Jødisk Ungdom, som jo er i kontakt med mange jødiske studerende, som f.eks. har peget på noget af det, der står i politikken, nemlig at det er vigtigt, at der på et uddannelsessted er et sted at gå hen, når man oplever noget, der er utryghedsskabende. Utryghedsskabende er jo ikke nødvendigvis et sort-hvidt brud på en regel eller en lov. Det kan jo være en adfærd, som for den enkelte studerende ikke er særlig spændende at færdes i.

Derfor har de forklaret til mig og til os, at det f.eks. er vigtigt, at der er et sted, man kan gå hen, og at vedkommende, man så henvender sig til, faktisk er i stand til at tage hånd om det problem, som den studerende kommer med. Det kan man selvfølgelig godt synes er ligegyldigt – det synes jeg er ikke er ligegyldigt.

Spørgeren.

Som jeg hører det, lyder det, som om ministeren har lavet det princip med, at de studerende skal have et sted at gå hen, på baggrund af nogle studerende, der tilsyneladende ikke ved, hvor de skal gå hen. Men som jeg formoder at vores universiteter er indrettet, burde det allerede i dag være sådan, at hvis du har spørgsmål, at hvis du på nogen måde føler dig utryg eller chikaneret, så skal man som studerende vide, hvor det er, man skal gå hen.

Så mener ministeren ikke, at det er bekymrende, hvis de studerende ikke tidligere har vidst, hvem det var, de skulle henvende sig til, på baggrund af at de følte sig utrygge og chikanerede?

Ministeren.

Jo, det synes jeg da, og det er jo derfor, at vi nu indskærper det med den her politik. Det er da på alle mulige måder bekymrende, hvis man som studerende oplever noget, som for den enkelte er ubehageligt, at der så ikke er et præcist sted at gå hen, eller at man i hvert fald ikke er bevidst om, hvor man skal gå hen.

Det dur selvfølgelig ikke, og det er også derfor, at jeg har reageret, som jeg har gjort, når jeg er blevet bevidst om det, altså på foranledning af Jødisk Ungdom. Jeg er sikker på, at der også er andre, som har oplevet det samme. Det er nu fældet ned. Universiteterne har tilsluttet sig det, og det ligger der jo selvfølgelig en forpligtelse i. Så det er da en reaktion fra min side på at løse et problem, som er reelt.

Spørgeren.

Så her til sidst kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, om hun kommer til at følge op på det her. Kommer ministeren til at sikre, at de studerende føler sig trygge på vores universiteter? Og hvis de eventuelt ikke gør, har ministeren så andre redskaber, ministeren kan tage i brug?

Ministeren.

Jeg har meget intenst og meget løbende fra den 7. oktober og frem interesseret mig for det her, og jeg har været i meget løbende opfølgning, som der bliver spurgt til, med vores uddannelsesinstitutioner, særlig de universiteter, hvor begivenhederne har været ubehagelige. Jeg har været i meget tæt dialog med dem om, hvordan i alverden vi får håndteret det her på en måde, så man får skabt tryghed for de studerende, som det handler om. Det vil jeg gerne forsikre spørgeren om at jeg ikke holder op med.

Tak til uddannelses- og forskningsministeren og til spørgeren.

Jeg giver nu ordet til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne, som har et spørgsmål til klima-, energi- og forsyningsministeren.