Tak for det. Grunden til, at jeg tager fat i det her, er jo, at vi ved, at regeringen traditionelt set er meget nølende, når det handler om negativ social kontrol. Jeg synes, det tager rigtig lang tid med mange af de her ting, før det egentlig kommer ud at leve. Regeringen kom med den her melding den 9. oktober sidste år, og det, der kom fra regeringen, var jo, at de her fætter-kusine-ægteskaber i den grad er negativ social kontrol. Og jeg var egentlig glad for, at regeringen går ud og siger, at man gerne vil have det forbudt.
Men det, der bare er vigtigt for mig, er, at vi ikke bliver sådan et eller andet land i Europa, der går og halser efter de andre, når det gælder udlændingepolitik. Der er jo allerede et forbud i Norge. Nu kan vi se, at Sverige er på vej med et. Norge er et land, som vi kan sammenligne os meget med. Hvad er det, der gør, at det skal tage så lang tid, når der er lande omkring os, der har lavet en lovgivning? Ville man ikke på en eller anden måde kunne spejle sig meget i den måde, som Norge har strikket det sammen på, og så egentlig få det gjort hurtigt? Altså, regeringen var jo i stand til at afskaffe store bededag meget, meget hurtigt. Kan vi ikke godt regne med, at der snart kommer det her forbud mod fætter-kusine-ægteskaber?