Tak for spørgsmålet. Det er et vigtigt emne, for solceller på tage skal tænkes ind, når vi arbejder for gode rammer for udbygning af VE, lige så vel som at gode rammer på land er vigtigt.
Det er heldigvis sådan, at der allerede er mange solceller på tagene. Faktisk er en tredjedel af solcellekapaciteten i dag på tage, og vi fremsætter snart et lovforslag, der gør det mere attraktivt at lease solceller på tage. Det kan kommunerne også få gavn af. Det er selvsagt også vigtigt, at kommunerne kan opstille solceller på egne bygninger, og det kan de, og det er selvsagt vigtigt, at det sker der, hvor det er økonomisk ansvarligt.
Vi har haft en proces med KL, hvor vi har inviteret dem til at give os forslag til, hvordan man kunne gøre det mindre administrativt bøvlet at lave den nødvendige selskabsudskillelse. KL er ikke rigtig kommet tilbage med noget, men invitationen er åben. Vi er parallelt med det i gang med at se på, om reglerne for kommunernes modregning af økonomiske gevinster ved egenproduktion af solcellestolper justeres. Målet er mindre bøvl og færre indrapporteringskrav for kommunerne.
Det er således i dag muligt for kommunerne at opsætte solceller. Det skal ske i et udskilt selskab, så kommunens økonomi ikke blandes sammen med elproduktionen. Det er supergodt, at reglerne er, som de er, så velfærd og kommercielle aktiviteter som elproduktion holdes adskilt. Det princip gælder i øvrigt på hele forsyningsområdet, der omfatter affald, vand og varme, så det er ikke opfundet til solcellerne, det er alment anvendt på forsyningsområdet.
Samtidig tillader reglerne, at når kommunerne bygger nyt eller gemmemrenoverer, kan de få dispensation for selskabsudskillelsen for de solceller, der skal til for at opfylde bygningens energiramme, så de ikke skal ud i at finde dyre alternativer for at opfylde EU-kravene.
Ud over at det er vigtigt at sikre adskillelse mellem kommunens økonomi og elproduktionen, skal vi også have in mente, at hvis selskabsudskillelsen ikke udføres, kan det skabe et provenutab for staten, der skal finansieres. Der opstår altså en mulighed for, at kommunerne kan spekulere i ikke at ville betale elafgifter, og jeg kan se af de udtalelser, der er kommet fra KL's formand, at der søreme også er kommuner, der spekulerer i, at de ikke vil betale til det kollektive elnet, hvilket er helt vildt, for så medfører det jo omkostninger for almindelige danskere i stedet for.
Afslutningsvis vil jeg nævne, at Energistyrelsen selvfølgelig altid står til rådighed for vejledning og sparring med kommunerne.