Tak for svaret. Jeg er i hvert fald fuldstændig enig i, at politikerne ikke skal lege dommere, og at de ikke skal forsøge at påvirke domstolenes virke og konklusioner, og det er sådan set heller ikke anliggendet her, og det er heller ikke det, spørgsmålet handler om. Det handler om, om den danske udenrigspolitik og samkvemmet med Israel kan fortsætte uændret i lyset af den viden, vi har, med de bekymringer, det giver om den konklusion, der måtte komme. Dels er der en sag ved Den Internationale Domstol, hvor Israel er under anklage om et muligt folkedrab, dels siger Amnesty International, en stor menneskerettighedsorganisation, hvis rapporter vi vanligvis tager for gode varer og vi tager ind som en del af grundlaget, når vi skal tage stilling til, hvordan vi handler, at der er tale om folkedrab.
Så er den politiske konklusion, som udenrigsministeren rigtigt påpeger er den, man er nødt til at drage, mens man venter på, at domstolene gør deres arbejde, god nok, når man kan konstatere, at man skal fortsætte et pres, som åbenlyst ikke virker, at man skal arbejde for en våbenhvile, hvor der nu er gået 14 måneder, og alt det her ikke virker? Samtidig er der flere og flere palæstinensere, der mister livet, som bliver dræbt af de bombardementer, og Danmark er medvirkende i den forstand, at vi eksporterer. Og selv om man kan lege med ordene, altså om man er restriktiv eller mere restriktiv og alt det der, så har det jo ikke ført til nogen konkrete ændringer, og det, Danmark gør, er at eksportere komponenter til fly, kampfly, der er i luften over Gaza, og som bomber palæstinenserne og slår dem ihjel.
Hvis vi skal tage vores egne ord og forpligtelser i forhold til folkedrabskonventionen alvorligt, skal vi leve op til den fordring, der ligger på os om at forhindre folkedrab, og der nytter det simpelt hen ikke noget, at vi venter på, at en domstol siger, at der har været begået et folkedrab. For hvis man skal forhindre det, er man nødt til at handle på mistanken og frygten for det. Mener udenrigsministeren, at vi kan fortsætte kursen som hidtil?