Spm. nr. S 434

4) Til udenrigsministeren af:

Trine Pertou Mach (EL):

Mener ministeren, at Amnesty Internationals seneste rapport om Israels folkedrab på palæstinensere i Gaza giver anledning til at ændre den danske kurs over for Israel ved f.eks. at stoppe enhver eksport, direkte og indirekte, af våben, militært udstyr og komponenter til Israel og undersøge mulighederne for at indføre sanktioner mod Israel, og mener ministeren, at Danmark kan undlade at handle, når der er en forpligtelse til at forhindre folkedrab i folkedrabskonventionen?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til rapporten på amnesty.dk: ”Israel’s genocide against Palestinians in Gaza” [Israels folkedrab på palæstinensere i Gaza].

Værsgo.

Tak, spørgsmålet er S 434, og det lyder: Mener ministeren, at Amnesty Internationals seneste rapport om Israels folkedrab på palæstinensere i Gaza giver anledning til at ændre den danske kurs over for Israel ved f.eks. at stoppe enhver eksport, direkte og indirekte, af våben, militært udstyr og komponenter til Israel og undersøge mulighederne for at indføre sanktioner mod Israel, og mener ministeren, at Danmark kan undlade at handle, når der er en forpligtelse til at forhindre folkedrab i folkedrabskonventionen?

Ministeren.

Tak for det. Jeg havde jo håbet på, og det kan jeg se også indgår i min forberedelse, at jeg kunne lave sådan en lidt bred henvisning til et samråd, der var i Udenrigsudvalget i går, men det sad jeg jo længselsfuldt og ventede på i halvanden time, inden det blev aflyst på grund af afstemninger i salen. Så det kan jeg ikke gøre, og det er jo lidt ærgerligt. For det havde givet bedre tid end det, vi kan inden for rammerne af spørgetiden.

Men vi har fra starten understreget, at Israel skal overholde den humanitære folkeret og beskytte civile. Vi tager det meget alvorligt, at Den Internationale Domstol flere gang har fundet det nødvendigt at beordre foreløbige foranstaltninger mod Israel, vi forventer, at Israel lever fuldt og helt op til de her bindende afgørelser, og det har vi løbende taget op i vores dialog med Israel, både bilateralt, via EU og i FN, og det bliver vi ved med at gøre, og som jeg også sagde til den forrige spørger, får vi jo altså nu forhåbentlig et møde i EU-Israel-Associeringsrådet, som også bliver en platform for det.

Jeg vil også gerne påpege, at den alvorlige udvikling i Israel og Palæstina har betydet, at vi allerede i marts måned skærpede tilgangen for eksport af våben og militært udstyr til Israel. Det medførte som bekendt, at vi gik fra at have en restriktiv til en meget restriktiv tilgang i vurderingen af konkrete sager. Men jeg vil også understrege, som jeg også gjorde det til den forrige spørger, at spørgsmålet om, hvorvidt der er begået overtrædelser af folkeretten, i sidste ende er en domstolsafgørelse, og der verserer en sag, og vi har respekt for Den Internationale Domstol. Vi følger den her sag med stor interesse, og vi vil lade den uafhængige domstol udføre sit arbejde frem for at drage konklusioner for nærværende.

Det ændrer dog ikke ved, at vi har nået den politiske konklusion, at det her skal sporskifte, og det er derfor, vi har kaldt på behovet for våbenhviler – ikke én gang, men to gange, mange gange, det er det, der skal til – presset Israel for at give adgang for humanitær bistand, indtaget en offensiv linje også i UNRWA-spørgsmålet m.v.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg er i hvert fald fuldstændig enig i, at politikerne ikke skal lege dommere, og at de ikke skal forsøge at påvirke domstolenes virke og konklusioner, og det er sådan set heller ikke anliggendet her, og det er heller ikke det, spørgsmålet handler om. Det handler om, om den danske udenrigspolitik og samkvemmet med Israel kan fortsætte uændret i lyset af den viden, vi har, med de bekymringer, det giver om den konklusion, der måtte komme. Dels er der en sag ved Den Internationale Domstol, hvor Israel er under anklage om et muligt folkedrab, dels siger Amnesty International, en stor menneskerettighedsorganisation, hvis rapporter vi vanligvis tager for gode varer og vi tager ind som en del af grundlaget, når vi skal tage stilling til, hvordan vi handler, at der er tale om folkedrab.

Så er den politiske konklusion, som udenrigsministeren rigtigt påpeger er den, man er nødt til at drage, mens man venter på, at domstolene gør deres arbejde, god nok, når man kan konstatere, at man skal fortsætte et pres, som åbenlyst ikke virker, at man skal arbejde for en våbenhvile, hvor der nu er gået 14 måneder, og alt det her ikke virker? Samtidig er der flere og flere palæstinensere, der mister livet, som bliver dræbt af de bombardementer, og Danmark er medvirkende i den forstand, at vi eksporterer. Og selv om man kan lege med ordene, altså om man er restriktiv eller mere restriktiv og alt det der, så har det jo ikke ført til nogen konkrete ændringer, og det, Danmark gør, er at eksportere komponenter til fly, kampfly, der er i luften over Gaza, og som bomber palæstinenserne og slår dem ihjel.

Hvis vi skal tage vores egne ord og forpligtelser i forhold til folkedrabskonventionen alvorligt, skal vi leve op til den fordring, der ligger på os om at forhindre folkedrab, og der nytter det simpelt hen ikke noget, at vi venter på, at en domstol siger, at der har været begået et folkedrab. For hvis man skal forhindre det, er man nødt til at handle på mistanken og frygten for det. Mener udenrigsministeren, at vi kan fortsætte kursen som hidtil?

Udenrigsministeren.

Jeg synes, det er forkert at sige, at vi ikke har, kan man sige, justeret vores relation. Det har vi, for vi har strammet vores våbeneksportregelsetup, det har vi. Det er rigtigt, at vi deltager i et F-35-program, men i forhold til en bilateral våbeneksport har vi strammet vores regler, og det er også forkert at sige, at det ikke har haft nogen konkret konsekvens. Det er også et udtryk for en anden relation, når vi via EU har været med til at foreslå og gennemført sanktioner mod f.eks. ulovligt bosætteri. Det er da en anden relation end ikke at have sanktioner.

Så er jeg helt med på, at spørgeren rimeligvis synes, at vi skulle gøre noget yderligere, og jeg ved ikke præcis, hvad det er, man forestiller sig vi skulle gøre, der ville åbne hele den her situation, hvor jeg jo noterer mig, at der er et verdenssamfund, der står mere og mere samlet om en fordring på Israel, men i øvrigt også de andre parter som Hamas, i forhold til gidselsfrigivningen, om at få en våbenhvile. Og senest kan man jo se i åbne medier i dag, at der måske på ny er et momentum i det, uden at jeg skal stå og være overdrevent håbefuld.

Spørgeren.

Jeg vil gerne forklare, hvad det er, jeg mener Danmark burde gøre. Så tak for det indirekte spørgsmål. Det kunne jo være at indføre økonomiske sanktioner over for Israel for at lægge pres på den israelske regering for at gøre noget andet end det, den gør. Det er også det, vi gør over for andre bøllestater, der forbryder sig brutalt mod den internationale retsorden. Man kunne også stoppe våbeneksporten, så vi ikke bidrager til Israels bombardementer, som bliver klassificeret som mulige krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, og endog det værste af alt, nemlig folkedrab, som også er det, der er omdrejningspunktet for spørgsmålet. Vil udenrigsministeren åbne den boks nu, 14 måneder efter at aktionerne er startet?

Ministeren.

Jeg kan ikke se noget som helst brugbart i særlige danske bilaterale reaktioner på det, vi ser i Mellemøsten. Jeg tænker, at hvis vi overhovedet skal have en indflydelse – og det bør vi kæmpe for at få – så er vi nødt til at bruge EU som platform for det.

Nu ser vi f.eks., hvordan Israel lukker deres ambassade i Irland ned, og det gør ikke noget godt at have et atomiseret Europa. Det er sådan set derfor, at vi fortsat kæmper for at prøve på at fremme nogle konsoliderede europæiske positioner, som i forhold til at løsne op for den her konflikt handler om at få hele Europa til at presse på for en våbenhvile, at få hele Europa til at engagere sig i en tostatsløsning, at få hele Europa til at engagere sig i opbygningen af det palæstinensiske selvstyres kompetencer, at få hele Europa til at engagere sig i, at vi laver sanktioner i forhold til ulovlige bosættelser m.v. Det har altså potentielt en langt større effekt, end at vi land for land hopper ud i hvert vores hjørne, hvor jeg med sikkerhed kan sige, at det så ville være et Europa, hvor vi ikke alle sammen stod i det ene offensive hjørne, men det ville være et Europa, hvor vi stod spredt ud over hele landskabet.

Fru Trine Pertou Mach med et afsluttende spørgsmål.

For mig at se stiller Irland sig i midten, der, hvor man bør stille sig, nemlig på folkeretten, og det er Israels valg at lukke deres ambassade i Irland ned og ikke Irlands, og det er en konsekvens af, at de ikke kan tåle den kritik, der med rette kommer.

Jeg er helt enig i, at vi også skal arbejde i EU. Det store spørgsmål er jo, hvornår det bliver for sent. Det er jo ikke kun Israel, der er ved at blive isoleret, og de har i virkeligheden været isoleret i månedsvis, i forhold til hvordan det internationale samfund forholder sig, hvis man ser globalt på det. Men Danmark er jo også med til at isolere EU, ved at vi ikke træffer nogen konkrete foranstaltninger over for den stat, som måske er i færd med at begå et folkedrab, og som i hvert fald ifølge Amnesty er ved at gøre det.

Udenrigsministeren.

Det sidste billede deler jeg sådan set ikke. Vi har f.eks. allieret os i den her koalition for en tostatsløsning, som blev løbet i gang i forbindelse med FN's Generalforsamling, som tiltrak mere end 90 lande, og hvor jeg noterer mig med stor tilfredshed, at rigtig mange europæiske lande vejer sig ind.

Jeg er helt med på, at det her er en skæbnestime inden for mange dimensioner, og en af dem er selvfølgelig også – og det tror jeg folk i Gaza er lidt mindre optagede af, for de er nok optagede af deres humanitære situation – hvad det er for en placering, Europa har i verdenssamfundet på den mellemlange og lange bane, hvis ikke vi kender vores besøgelsestid i forhold til at engagere os i de her konflikter, og det er sådan set også det spor, jeg selv arbejder i.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Jeg byder nu velkommen til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet, som ligeledes er til udenrigsministeren.