Jeg har valgt at tage den her sag op, for da jeg læste om den på tv2.dk, var jeg nødt til at læse artiklen en gang til, for jeg tænkte, at det simpelt hen var så hovedrystende, at man er i gang med at påføre dansk fiskeri den her fuldstændig dræbende afgift.
For en ganske almindelig fisker i Thyborøn betyder det ifølge artiklen en ekstraregning på omkring 1 mio. kr. om året. Ifølge formanden for Danmarks Fiskeriforening, hr. Svend-Erik Andersen, betyder det, at næsten halvdelen af den danske fiskeflåde bliver urentabel. Ifølge Tine Kirk fra Danske Havne betyder det så, at følgeindustrierne på vores havne lige pludselig bliver udsat, fordi man er i en situation, hvor udenlandske fiskere, måske også danske fiskere, vil sejle en længere vej for at losse deres fisk i udlandet, hvor de så kan tanke op billigere. Så det kan altså både koste os følgearbejdspladser og dermed tabt industri på vores havneområder og i vores landdistrikter, men det kan jo faktisk også betyde endnu mere CO2-udledning, fordi man er nødt til at sejle en lidt længere tur for at komme af med sine fisk.
På alle måder synes jeg den her sag er skør. Jeg kan simpelt ikke se nogen, der vinder på det. Det er en tabersag for alle: for fiskerne, for landdistrikterne, for havnene, for følgeindustrien – for alle. Jeg kan ikke se, at der er nogen, der vinder på det her.
Derfor er mit første spørgsmål til ministeren: Skal vi ikke skrive historie her i salen i dag? Skatteministeren kan være den første minister, der siger: Det her er jo noget møg, for der er ingen danskere, der bliver rigere eller lykkeligere, og Danmark bliver heller ikke et bedre land af det her. Så lad os rulle det hele tilbage og gå tilbage i forhandlingslokalet og finde en løsning, så vi sørger for, at fiskere som Alfred Fisker Hansen ikke skal smide 1 mio. kr. mere om året for at have brændstof til sin båd eller skal købe en mindre båd, der udleder mere pr. kilo fisk, der bliver leveret, og at vi ikke skubber følgeindustri fra os?