Jeg holder faktisk meget af de her onsdag eftermiddage med spørgetiden, hvor folketingsmedlemmer stiller spørgsmål og ministrene skal møde op og både svare på det, der bliver spurgt om, og jo også svare sandfærdigt. Spørgeren stiller mig tit spørgsmål, og jeg holder faktisk meget af de udvekslinger, som vi har her.
Jeg kan også godt lide at forestille mig, at når man sidder som folketingsmedlem og formulerer et spørgsmål, så gør man sig også tanker om, hvad det egentlig er for et svar, der kan komme ud af det spørgsmål, som på en eller anden måde bringer noget frugtbart med sig. Jeg er, hvis jeg skal være helt ærlig, lidt i tvivl om, om spørgeren i dag med det her spørgsmål har gjort sig den ulejlighed. Og derfor er der jo også flere tilgange til at svare på det her spørgsmål. Altså, der kunne være en lidt polemisk tilgang, som kunne være: Hvornår skal Radikale Venstre fejre en politisk aftale?
Men det skal ikke afholde mig fra at svare på det meget konkrete spørgsmål, som er stillet, nemlig hvordan mit program ser ud i dag. Det er sådan set meget enkelt, det er delt op i to dele. For det første har jeg tænkt mig at passe mit arbejde, og det indbefatter jo bl.a. at stå her, og når jeg er færdig med det og det bliver sen aften, så har jeg for det andet tænkt mig at tage i lufthavnen og hente min svigermor, som kommer rejsende fra Frankrig for at fejre jul med mig og min familie.