Nej, det er fuldstændig afgørende, at vi kun godkender de sprøjtemidler og aktivstoffer, som Miljøstyrelsen har vurderet er sikre at anvende for mennesker og sikre for miljøet, herunder selvfølgelig også grundvandet. Vi har et meget, meget grundigt fagligt setup i Miljøstyrelsen til at vurdere de enkelte sprøjtemidler, og det består af eksperter i toksologi og økotoksologi og udvaskning af grundvand. De vurderer altså, om sprøjtemidler kan leve op til de krav, der er fastsat i reglerne i EU og i Danmark, og det gælder sådan set alle sprøjtemidler, dvs. også PFAS-sprøjtemidler. Den vurdering er faglig, og den er fuldstændig uafhængig af politiske ønsker eller af, hvilken farve den til enhver tid siddende miljøminister har politisk. Det synes jeg er klogt, altså at det er det miljøfaglige, der er bestemmende her, og ikke partipolitiske ønsker, man kunne have.
Vi har situationen med TFA, der er fundet bredt i vores grundvand. Det findes jo også, ved vi, i regnvand, der findes en række kilder til TFA i atmosfæren, og der findes også en række industrielle anvendelser, herunder i kølemidler. Der har så ikke været kendskab til TFA-dannelse i forbindelse med godkendelse af sprøjtemidler i Danmark. Derfor var det, at man i 2022 i Miljøstyrelsen satte gang i et forskningsprojekt ved GEUS om mulig dannelse af TFA fra PFAS-aktivstoffer anvendt i Danmark, fordi det havde vist sig, at dannelse af TFA muligvis ikke havde været tilstrækkeligt undersøgt ved godkendelse af aktivstofferne i EU. Og det er det projekt – og det er jo derfor, spørgsmålet er her – der netop er afsluttet, og det viser, at TFA kan dannes og udvaskes i varierende grad fra syv undersøgte PFAS-aktivstoffer, der anvendes eller tidligere har været anvendt i sprøjtemidler i Danmark. Nu skal jeg sige, at i alle de undersøgte tilfælde er fundene under de sundhedsbaserede kvalitetskrav for TFA i drikkevand, men vi har alligevel at gøre med ny viden her, og derfor er Miljøstyrelsen nu i fuld gang med at vurdere, om rapportens resultater er tilstrækkelige til at begrænse eller tilbagekalde godkendelser af de pågældende sprøjtemidler.