Spm. nr. S 411

7) Til udenrigsministeren af:

Søren Søndergaard (EL) (medspørger: Trine Pertou Mach (EL)):

Hvad mener ministeren Danmark skal gøre for at støtte de multikulturelle kræfter i det nordøstlige Syrien og forhindre, at Islamisk Stat og andre islamistiske jihadistgrupper kommer til magten med alle de sikkerhedsmæssige konsekvenser, det får for resten af verden?

Værsgo.

Jeg vil starte med at være rigtig glad for, at vi er enige om, at spørgsmålet om, hvordan vi undgår, at Nordsyrien destabiliseres i et omfang, så titusindvis af islamistiske krigere får frit løb, er et meget akut spørgsmål. Derfor vil jeg selvfølgelig også her bede ministeren om at være lidt mere konkret om, hvad vi kan gøre, vel vidende at vi hverken står i et verdensparlament eller Europa-Parlamentet eller det tyrkiske parlament, men i det danske parlament.

Vi vil gerne høre spørgsmålet læst op.

Det er derfor, spørgsmålet lyder:

Hvad mener ministeren Danmark skal gøre for at støtte de multikulturelle kræfter i det nordøstlige Syrien og forhindre, at Islamisk Stat og andre jihadistgrupper kommer til magten med alle de sikkerhedsmæssige konsekvenser, det får for resten af verden?

Udenrigsministeren.

Vi skal jo gøre det, vi gør, og så nok overveje at gøre en lille smule mere, for vi har jo allerede støttet op omkring indsatser i det nordøstlige Syrien ikke mindst gennem det danske freds- og stabiliseringsprogram for Syrien og Irak, der igennem 10 år nu har finansieret stabiliseringsaktiviteter i det nordøstlige Syrien. I den fase af programmet, vi befinder os i i øjeblikket, går 124 mio. kr. til partnere i det nordøstlige Syrien, så det er jo én ting.

Jeg har jo så nu meldt ud om yderligere humanitær støtte, som jo også har bl.a. det her fokus. Det er 50 mio. kr., som nu udmøntes via Verdensfødevareprogrammet og Internationalt Røde Kors. Jeg vil også gerne sige, uden at jeg kan være mere præcis på det i dag, at det, der er min bevæggrund for også at svare på de spørgsmål fra før om at række ud osv. osv., er at få set på, hvordan vi i begyndelsen af det nye år kan gøre noget mere. Så det er klart, at vi i den måde, vi nu, kan man sige, tilrettelægger vores økonomisk engagement, skal have det her fokus for øje.

Derudover skal vi, som jeg også antydede før – altså i forhold til vores diplomatiske arbejde og de drøftelser, der er i ISIL-koalitionen etc. – selvfølgelig have det her fokus. Det gælder også i vores bilaterale dialog med de lande, som kunne påvirke det her spørgsmål – uden at nævne Tyrkiet direkte.

Hr. Søren Søndergaard.

Vi ved jo, at Tyrkiet og tyrkiskstøttede jihadistgrupper er gået i offensiven. Det gjorde de også for par år siden, hvor de erobrede Manbij – et område, der er for 95 pct.s vedkommende var kurdisk. Nu taler man tyrkisk, og der er tyrkisk undervisning i skolerne, og vejskiltene er på tyrkisk. Man har altså simpelt hen bare udrenset en befolkningsgruppe. Det var nok ikke gået, hvis det var sket i Europa, men det går altså, når det er dér.

Nu fortsætter man så. Man er lykkedes med at erobre Manbij. Der forsøgte man så lave en fredsaftale ved amerikansk mellemkomst omkring Manbij. Den har så vist sig ikke at holde, fordi de tyrkiskstøttede jihadister fortsætter deres angreb, samtidig med at der kommer angreb ind fra Tyrkiet med droner. Og vi har set, at resultatet af det er, at en dæmning er blevet ødelagt, så er der bl.a. mangler strøm i den kæmpestore by Kobane. I den situation har SDF jo spillet ud med et udspil. De har spillet ud med dette udspil: Hvis Tyrkiet virkelig er bange for deres sikkerhed, så lad os lave en demilitariseret zone op til grænsen til Tyrkiet bevogtet af amerikanerne. Det er det udspil, der er kommet.

Jeg kunne godt tænke mig at høre: Kan vi forvente, at den danske regering bakker op om et sådant udspil? Det er altså et udspil om, at i stedet for at fortsætte krigen, får vi en fred eller en våbenhvile i hvert fald, og så får vi en demilitariseret zone, hvor forskellige partnere går ind og sikrer, at Tyrkiets sikkerhed ikke bliver truet, hvilket jo ville være fuldstændig absurd, da angrebet går den anden vej, men okay, hvis nu det skal være det afgørende, så kan de få lidt sikkerhed ved, at der står f.eks. amerikanske soldater. Var det noget, Danmark eventuelt også kunne bidrage til?

Udenrigsministeren.

Jeg tror man kommer længst med ærlighed, og jeg har ikke detaljeret nok indblik i præcis det her SDF-forslag, til at jeg skal stå her i dag og sige, at den tager vi 100 pct., så det bliver noget mere principielt og retningsangivende. Vi har en ambition om, at man bruger den situation, der er opstået i Syrien, til at få stabiliseret hele det land, for det har et kæmpe potentiale i forhold til at afskære forsyningsvejene til Hizbollah og Hamas. Så opstår der nye problemer, for så begynder iranerne at tænke Sudan og houthierne i stedet, så der er nok ikke nogen totalløsning på verdens problemer med det her, men der er et kæmpe potentiale. Det fordrer selvfølgelig også, når vi taler om respekt for den territoriale integritet, at alle de her spændinger, der er op imod Tyrkiet, håndteres og vel og mærke håndteres på en måde, hvor der også er plads til det kurdiske folk, for det er jo det, der gemmer sig lige nede bagved. Og det bliver dobbeltdimensionalt på en eller anden måde, fordi der både er en tyrkisk vinkel på det og der er en Damaskusvinkel på, hvordan man i det nye Syrien vil spille sammen med den realitet, at det er et multikulturelt folk.

Alle løsninger, der ligesom kan bidrage til at sikre det, vil vi selvfølgelig se positivt på at bakke op omkring. Der får man også brug for amerikanerne, og det gør man også i den her nedkæmpelse af det ISIL, som nu desværre, hvis det her udvikler sig skævt, har en mulighed for at blomstre op på ny.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg har respekt for, at udenrigsministeren ikke har sat sig ind i det udspil. Det er helt fint. Jeg har også stor respekt for udenrigsministerens, hvad skal vi sige, storpolitiske visioner. Jeg er bare sådan meget mere fokuseret på de der 50.000-60.000-70.000 jihadistkrigere, som vi risikerer at have rendende rundt, inklusive i Danmark, i løbet af nogle ganske få uger. Det er sådan en meget snæver interesse, jeg har. Og der er det jo sådan, at der er et EU-formandskabsmøde. Stats- og regeringslederne mødes jo her. Og jeg prøvede at spørge statsministeren, hvordan det ville blive bragt op der, og jeg må sige, at jeg ikke fik noget klart svar. Det kan være, at udenrigsministeren kan hjælpe. Hvordan vil Danmark bruge det EU-møde til at prøve at sige: Her går en grænse; vi kan ikke tillade, at de her lejre med alle de her jihadister bliver åbnet?

Udenrigsministeren.

Jeg kan jo ikke svare på, hvordan statsministeren vil bruge det møde. Det er jeg ikke i nogen position til. Det har jeg været, men det er jeg ikke længere. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den her situation i Syrien bliver berørt, men jo desværre i konkurrence med alle mulige andre brændpunkter og helt aktuelt jo altså Ukraine, hvor der også er brug for stærke europæiske beslutninger. Jeg tror også godt, at jeg kan sige – også efter det udenrigsministermøde, jeg selv deltog i den anden dag som forberedelse også af det her Europæiske Råds-møde – at vi jo er meget, meget opmærksomme på, at den her situation i Syrien rummer muligheder, men også masser af risici. Det, hr. Søren Søndergaard spørger til i dag, er jo et af de store risikomomenter på den korte bane, som så også har en enorm afledt effekt på den lange bane.

Derudover er der en interesse i hele Europa, jf. andre, der har spurgt i dag om, hvorvidt man kan komme i en situation, hvor de mange flygtninge, der er kommet til Europa, kan vende tilbage. Så der vil være et stort engagement. Jeg tror, at det fører til, at man vil genbekræfte det, jeg også sagde før, nemlig at vi er nødt til at engagere os, og Europa er nødt til at gøre det hurtigere, end vi måske har for tradition at gøre. Det må også gælde i det her spørgsmål.

Tak for det. Så byder jeg velkommen til medspørgeren, fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Det er jo chancen for at stille ministeren direkte spørgsmål, ja. Men for at følge op på det her med, at der er det der store, lange og storpolitiske perspektiv, og der så er det lidt mere akutte, vil jeg sige, at et scenarie, hvis man nu bare skulle tænke højt, kunne være, at man med den ambition, som jeg deler med ministeren, om at forsøge at række ud og se, jeg havde nær sagt, hvad der kan komme ud af den relation, i hvert fald forsøge at skabe en eller anden form for diplomatisk, politisk relation, og i den dialog også taler om, hvad man gør med de fanger, der sidder i fængslerne. Det kræver både politiske og økonomiske og sikkerhedsmæssige ressourcer at holde de mennesker inde og jo på sigt i virkeligheden retsforfølge dem. Kunne man forestille sig, at det var en del af den dialog, man skal have med det nye midlertidige styre i Syrien?

Udenrigsministeren.

Det kunne man sagtens forestille sig, og det er jo også det, der er bevæggrunden for de danske støttekroner og den vej, de har fundet over de seneste 10 år. Den første forudsætning for det er jo så, at man tager den dialog. Jeg noterer mig altså med stor glæde, at der både i det spørgsmål, der var fra Danmarksdemokraterne, og nu i det, der er fra Enhedslisten, sådan set implicit også er en opbakning til, at vi nok ikke skal sidde og vente på, der kommer et transitionsregeringsprogram, som lever op til alle de kriterier, vi kunne have, før vi tager en eller anden dialog. For jeg vil bare sige, at det jo er en position, man også kan finde rundtomkring, også i Europa, hvor nogle vil sige, at hvis vi skal have en relation her, kommer det med en konditionalitet. Og så vil jeg bare sige, at hvis man sidder og venter på, at den konditionalitet er eftervist i praksis, så forpasser man måske muligheden for at få en dialog på et tidspunkt, hvor alle mulige andre – og nogle af dem har været nævnt her i løbet af den her time, vi nu har brugt – jo ikke sidder og venter. Og der vil jeg sige, at det må være en del af en realpolitisk tilgang til verden, at vi møder den, som den er, med det håb, at vi så også kan formgive den.

Så ja, vi ønsker at række ud. Og det er ikke for at sanktionere det nye styre – vi skal se manden, før vi tager hatten af – men vi er nødt til at række ud. Og det må jo være på alle de spørgsmål, som kan være af gensidig interesse. For jeg vil tro, at hvis man rækker ud og alene holder et foredrag om alle de forpligtigelser, en ny syrisk transitionsregering har uden også at vise en parathed til at understøtte den i nogle af de udfordringer, de har af humanitær karakter, genopbygningsmæssig karakter, så bliver det en ubalanceret samtale.

Tak for det. Medspørgeren.

Tak. To af de helt store spørgsmål er jo bl.a. det med fængslerne og det med de våbenlagre og kemiske våben, som vi indirekte var inde på tidligere. Det sidste er der jo forlydenderne om at det nye regime eller den nye ledelse er gået i dialog med FN om at få styr på. Derfor kunne det være oplagt, at man politisk gjorde noget i det spor, vi lige har rundet her.

Men der er jo den konkrete ting, som er den akutte og mulige trussel mod de kurdiske styrer, som faktisk jo er dem, der har hjulpet os i kampen mod Islamisk Stat – eller som vi har kæmpet sammen med mod Islamisk Stat og lignende formørkede kræfter – og som står i en meget akut situation. Kunne man forestille sig, at man også i dialogen har en diskussion om deres evne til at holde sikkerheden i hævd, og at man dermed også til Tyrkiet siger: I skal holde jer væk; vi har et andet spor, vi forfølger den sikkerhed på? – hvis man skal anerkende påstanden om, at det er tyrkiske sikkerhedsinteresser, der gør sig gældende.

Udenrigsministeren.

Det synes jeg egentlig allerede jeg har svaret bekræftende på, som jeg kan, uden at forpligte mig på, hvordan det så konkret skal udmøntes. Det lå også i det, jeg sagde om de 50 mio. kr. til humanitær hjælp, at hvis man ser på vores historik i, hvordan vi har forsøgt at bringe vores ressourcer i spil i forhold til Syrien og Irak, har vi også haft det her fokus for øje, og det vil vi også have fremadrettet. Det vil i øvrigt også indgå i det arbejde, som jeg sådan set har sat i gang med henblik på straks i det nye år at vende tilbage til, hvad vi gør i relation til vores engagement i Syrien. Jeg bilder mig ikke ind, at de 50 mio. kr., vi har taget fra akutkassen her op til jul, rækker, hvis vi skal yde vores bidrag til at opnå alle de her mål, som både handler om sikkerheden omkring fængslerne, en fredelig transition, en bæredygtig udvikling, returnering af de syriske flygtninge, stabilitet i området etc.

Vi siger tak til medspørgeren, fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Det sidste spørgsmål til udenrigsministeren bliver stillet af Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak. Nu nævner udenrigsministeren dialog. Det synes jeg jo er en rigtig god ting. Forudsætningen for, at man kan finde nogle løsninger, er jo, at man snakker med folk. Nogle gange kan det også være nødvendigt så at forklare, hvad konsekvenserne bliver, hvis de begår nogle handlinger, som er uacceptable, altså f.eks. sender tropper ind i Syrien fra nord for at angribe selvstyret. Det vil jeg så høre om udenrigsministeren vil bekræfte at man selvfølgelig også gør – at det også indgår i den diplomatiske værktøjskasse, at man siger, at det selvfølgelig vil få nogle konsekvenser, hvis man gennemfører en unilateral intervention i et andet land.

Men i forlængelse af det der med dialogen vil jeg bare spørge ... (Formanden rejser sig) ... der står 13 sekunder her på displayet (Formanden (Søren Gade): Tiden er gået, jeg beklager). Jeg skal bare høre: Har udenrigsministeren dialog med SDF og selvstyret i Rojava?

Udenrigsministeren.

Jeg har ikke selv nogen personlig kontakt. Det kan jeg ikke påstå at jeg har. Jeg kan sige, at jeg i forhold til hele det her med Syrien, som jo har været ret meget lukket ned på grund af Assad og ingen kontakt, har sendt det signal, at det gør vi anderledes fremadrettet. Det sidder vi og kigger på i øjeblikket, og det er jo derfor, at vores sideakkrediterede ambassadør rejser til Damaskus. Og i det ligger jo, at det her skal højere op på dagsordenen.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til spørgeren, hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten, og vi siger tak til udenrigsministeren.

Jeg byder nu velkommen til justitsministeren og til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.