Tak for det. Det lyder jo alt sammen meget fint, og jeg er også glad for, at man rent faktisk har bestilt nogle nye redningsbåde. Når jeg har det her spørgsmål i dag og også tidligere har haft ministerens kollega forsvarsministeren hernede om det, er det jo netop, fordi det her faktisk er en kendt problematik. Man har vidst i rigtig, rigtig mange år, at vores redningsbåde er for gamle, og at de ikke lever op til kravene. Man er bekymret for, om der sker en ny ulykke med en redningsbåd, der koster livet for dem, der rent faktisk tager ud for at hjælpe nødstedte søfolk, eller om man ikke kan komme af sted. Sidste år så vi, at det var ved at gå galt oppe ved Læsø. Det var kun takket være, at der lå en fiskekutter i nærheden, at der kom assistance til, ellers havde man haft en kutter, der var drevet lige ud i sporet, hvor de store tankskibe kommer.
Man kan bare kigge til Anholt. Der får man en ny redningsbåd. Men da man fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses side vælger at bestille den her, lytter man ikke til de danske værfter, der siger: Præcis sådan der kan vi ikke bygge den, men vi kan bygge den sådan her, og så lever den op til jeres krav. Så vælger man at sige, at det ikke er godt nok. Man bestiller det hos et værft nede i Frankrig, der påstår, at de kan gøre det. Så kommer båden hjem, men den har ligget stille inde i havnen i Grenaa lige siden sådan set. Den fungerer ikke.
Hvorfor er det, man ikke lytter noget mere til de danske værfter, der kan bygge det her, og får det på plads, så vi ikke står i den situation? For det er en hasteopgave, og det er ikke tilfredsstillende, at vi ikke kan komme ud og yde den hjælp, der skal til for nødstedte sejlere, og at dem, der så skal af sted, rent faktisk kommer af sted i en båd, der måske ikke lever op til kravene, og som ikke fungerer ordentligt, så de dermed også risikerer at sætte deres eget liv på spil.