Tak for det. Ministeren svarer bare ikke lige på, hvordan borgerne skal være trygge. For jeg husker jo også, hvordan vi sidste år i vores juleferie brugte rigtig meget tid på møder, også med ministeren, der blev transporteret rundt på bagsædet i ministerbilen, for ligesom at sige, at det her var alvorligt. Jeg husker også, at ministeren var ude at sige, at det her er vildt forurenet jord, at det er en kæmpe miljøkatastrofe, og at det er en af de største miljøkatastrofer, vi risikerer at få, nogen sinde. Men lige så snart jorden bliver kørt til Aalestrup, er den åbenbart ikke så farlig længere. Det er også det, jeg hører ministeren sige nu, og jeg synes, at det virker en lille smule handlingslammet af ministeren, som, med al respekt, reagerede rigtig godt sidste år, også med bred opbakning fra alle Folketingets partier, sådan som jeg husker det. Og det er jo alt muligt; det er importeret affald fra andre lande, det er alle de døde mink, og det er alle de her ting, som vi ikke ønsker at have andre steder. Da der skete det skred i Randers, satte vi alt i gang for at løse det. Efter at det er blevet placeret oppe i min region, godt og vel 200 m fra byen Aalestrup, så er de seneste målinger, jeg kan se, som er offentliggjort fra kommunens side, fra januar.
Mener ministeren, at borgerne i Danmark kan slå sig til tåls med, at det er den information, de kan få, om, hvorvidt de ting, der er kommet fra Randers Kommune op til deres kommune, er farlige? Mener ministeren, at det er en ordentlig behandling at få, at man kan gå ind og finde nogle tal, som er – på en god dag – et år gamle?