Spm. nr. S 384

16) Til børne- og undervisningsministeren af:

Helena Artmann Andresen (LA):

Mener ministeren, at der er tale om et retssikkerhedsmæssigt problem, når det i nogle kommuner er en forudsætning, at elever skal have en diagnose, før de kan tildeles støttetilbud, set i lyset af at dette klart strider mod gældende lovgivning?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til rapporten »Særlige behov i skolen« af VIVE fra den 24. oktober 2024.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Mener ministeren, at der er tale om et retssikkerhedsmæssigt problem, når det i nogle kommuner er en forudsætning, at elever skal have en diagnose, før de kan tildeles støttetilbud, set i lyset af at dette klart strider mod gældende lovgivning?

Værsgo til ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil starte med sige, at folkeskolen jo er et kommunalt ansvar, og jeg har ikke mulighed for at forholde mig til lovligheden af kommunernes praksis på baggrund af VIVE's evaluering, som der henvises til. Men jeg kan godt sige noget om, hvad lovgivningen siger, og om den debat, som VIVE's undersøgelse også berettiget, synes jeg, rejser. Ifølge lovgivningen skal der udarbejdes en pædagogisk-psykologisk vurdering – det er det, der normalt bliver kaldt en PPV – hvis en skoleleder vurderer, at en elev har behov for specialundervisning. Den vurdering skal beskrive den enkelte elevs kompetencer, og hvilken undervisning der tilgodeser elevens særlige behov. Der er ikke noget krav om, at der skal stilles en diagnose. Det betyder, at tildeling af støtte til elever altid skal ske på baggrund af en konkret og individuel vurdering, og at den nødvendige støtte skal iværksættes, uanset om der foreligger en diagnose.

I VIVE's undersøgelse, som spørgeren henviser til, skriver VIVE, at deres interviews med de kommunale forvaltninger peger på, og nu citerer jeg: »at nogle kommuner faktisk har en praksis, der til en vis grad er organiseret på en måde, hvor nogle støttetilbud meget sjældent tildeles, medmindre der er en diagnosticeret problemstilling«.

VIVE tager flere forbehold, bl.a. at det kun gør sig gældende til en vis grad, og de skriver heller ikke, at støttetilbud aldrig tildeles, men blot meget sjældent, uden en diagnose. Jeg synes, det er vigtige forbehold og nuancer.

Når det er sagt, synes jeg faktisk, at VIVE's undersøgelse rejser et vigtigt spørgsmål, nemlig om, hvorvidt diagnoser har fået en for stor betydning i skolesystemet, og det er en debat, jeg hilser mere end velkommen. Det er vigtigt at understrege, at diagnoser kan være afgørende for nogle børn og unge, og det kan hjælpe med, at børn og unge får den hjælp og støtte, de har brug for. Men omvendt må vi aldrig ende et sted, hvor forældre skal jagte en diagnose til deres børn, for at de kan få den hjælp og støtte, de har ret til. Vi har brug for en rummelig folkeskole, hvor der er plads til de elever, der er nu engang bor i skoledistriktet, og hvor vores forståelse af, hvad det vil sige at være normal, ikke bliver så smal, at man har brug for en diagnose for at få hjælp og for at få den hjælp, man har ret til. Tak for ordet.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Jeg spørger, fordi jeg har læst den her rapport fra VIVE og blev meget bekymret. Helt generelt har jeg en bekymring om det stigende antal diagnoser, vi får uddelt, og om, at det er en opfattelse blandt mange forældre, at deres børn skal have en diagnose, og at de skal være udredt, for at de kan få hjælp i skolesystemet. Piger, der er født først på året, har en tredjedel større sandsynlighed for at få udskrevet adhd-medicin end andre piger i klassen. Der er folk, der henvender sig, fordi de tror, at de har fået den forkerte diagnose som barn.

Så jeg synes virkelig, at vi skal tage det her alvorligt, for i mine øjne står vi med et system, der ikke fungerer. Vi risikerer at sygeliggøre det almindelige med den praksis, som nogle kommuner har udviklet, hvor man nærmest skal have en diagnose. Altså, man er i nogle kommuner snublende tæt på, at man skal have en diagnose for at kunne få hjælp. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren, om ministeren ikke vil gøre noget for at få bugt med den her praksis, som kommunerne har udarbejdet, for det er jo ikke det, som der står i lovgivningen at det skal blive vurderet på, og om ministeren vil følge det her område tæt.

Værsgo til ministeren.

Til det sidste vil jeg gerne sige meget klart ja. For jeg er faktisk enig i, at vi får sygeliggjort noget, der er normalt, og alene de tal, som spørgeren henviser til, omkring, hvornår på året man er født, fortæller jo alt. Det fortæller noget om, at når der er nogle børn, som er ganske almindelige børn, men som ikke opfører sig fuldstændig som et gennemsnitsmenneske, så har vi pludselig behov for at putte etiketter fra den medicinske verden eller fra sundhedsvæsenet på børn, der bare opfører sig, som børn altid har opført sig. Og for en tømrer med en hammer er alting et søm, og lige så snart vi begynder at stille diagnoser, begynder vi også at lave individuelle indsatser og begynder at gribe ud efter terapi og medicin mod noget, vi i virkeligheden burde kunne rumme pædagogisk i en helt almindelig folkeskole. Så jeg er enormt optaget af det her og glæder mig også til, at Trivselskommissionen inden alt for længe fremlægger deres anbefalinger. Jeg ved, det er noget af det, de også har været meget optaget af.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg synes virkelig, at det er bekymrende, når overlæger bl.a. fortæller om, at forældre tidligere blev kede af det, når deres børn fik en diagnose, men at de i dag reagerer ved at blive frustrerede eller vrede, hvis deres børn ikke har fået en diagnose. Og jeg har jo stor forståelse for de her forældre, der kæmper en kamp for deres barn, som måske har adfærdsvanskeligheder, indlæringsproblemer eller skolevægring, i forhold til at de ikke kan få den støtte, som de er berettiget til i lovgivningen, medmindre der er en diagnose, fordi det er blevet adgangsbilletten i en del kommuner. Så jeg vil gerne høre: Hvad er ministerens svar til de her frustrerede forældre, som desværre – og det kan jeg godt forstå – er begyndt at jagte diagnosen bare for at kunne få noget hjælp til deres barn?

Tak. Ministeren.

Det må ikke være adgangsbilletten. En kommune må ikke sige: Vi støtter ikke et barn, fordi en specifik diagnose ikke er givet. Det skal være en konkret og individuel vurdering af barnets behov. Og jeg synes jo, at opgaven er at sikre, at børn kan lykkes i den helt almindelige folkeskole og i den helt almindelige klasse, de nu engang går i. Det er også derfor, at vi med den nye folkeskoleaftale har besluttet, at støtten kan gives til eleven, men at den også kan gives til klassen, og det er også derfor, at vi har nedsat et ekspertudvalg, der bl.a. sidder og kigger på den her meget omdiskuterede 9-timersregel, for netop at sikre, at vi ikke har et system, der driver diagnoserne frem og dermed patalogiserer spørgsmål og udfordringer, hvor det i virkeligheden bare er børn, der er, som de altid har været, og stikker lidt ud i alle retninger.

Tak. Værsgo for sidste opfølgende spørgsmål.

Tak. Et af problemerne i dag, som der også blev peget på i VIVE's rapport, er, at der ikke er et stærkt og entydigt redskab til opdeling af særlige behov, hverken i forhold til de forskellige typer eller en skala for sværhedsgrad. Vil ministeren være med til at kigge på det? For jeg mener virkelig, det er nødvendigt, at vi får løst det her problem, og jeg er stadig væk ikke sådan helt sikker på, hvad ministeren konkret vil gøre ved de kommuner, altså om man vil sende et brev til dem og løfte en pegefinger over for de kommunale, som har udviklet deres egen praksis.

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg ved ikke, om det, som VIVE foreslår her, nødvendigvis er det rigtige tiltag. Men i det år, vi går ind i, altså 2025, bliver den første halvdel af året i den grad præget af de diskussioner, vi står og har med hinanden her. I starten af året kommer Trivselskommissionen med sine anbefalinger. Jeg ved, de vil diskutere det her. Vi har nedsat et ekspertudvalg med rektoren for Københavns Professionshøjskole, Anne Vang Rasmussen, i spidsen, som kigger på reglerne og paragrafferne og bl.a. vil foreslå ændringer til os i folkeskoleforligskredsen. Der er også en gruppe i Undervisningsministeriet, nemlig VIBUS, som vil komme med nogle anbefalinger lidt senere – det bliver op mod sommerferien, tror jeg. Så vi kommer i den grad til at forholde os til det her i første halvår af 2025.

Tak. Spørgsmål nr. 16 er besvaret. Vi siger tak til spørgeren og til ministeren.

Vi går videre til spørgsmål nr. 17. Det er også til børne- og undervisningsministeren og er stillet af fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.