Jeg bliver nødt til først og fremmest, måske også en lillebitte smule tørt, at slå fast, at aftalen om universitetsreformen er fuldt finansieret. Der mangler ikke 900 mio. kr. Det ville også være et stort problem, hvis der gjorde det. Der er tilsyneladende opstået en misforståelse i forhold til reformøkonomien, altså den samlede reformøkonomi, efter at jeg i et folketingsspørgsmål er blevet bedt om at redegøre for de økonomiske konsekvenser i en hypotetisk situation, hvor 4.000 studerende tager en erhvervskandidatuddannelse, og under nogle præcise forudsætninger, som spørgeren har givet. Det spørgsmål kan man kun besvare med et regneeksempel, og beregningerne i det pågældende svar skal således ikke tages for hverken mere eller mindre end netop det, altså et regneeksempel.
I reformøkonomien bag aftalen om en universitetsreform er der ikke på forhånd indregnet virkninger på provenu og beskæftigelse ved flere erhvervskandidatstuderende. Det skyldes, at udbredelsen af erhvervskandidatordningen afhænger af, at studerende indgår i et ansættelsesforhold med en arbejdsgiver, hvilket der jo ikke på forhånd kan stilles en garanti for. Derfor er det ikke muligt på forhånd at lave et skøn over aktivitetsomfanget på ordningen. Samme tilgang blev anvendt ved både etableringen og udvidelsen af erhvervskandidatordningen i 2017 og 2018, så det er der sådan set ikke noget nyt i. Når vi laver politiske aftaler og indgår forlig, er det jo helt vanlig praksis, at der ikke er et finansieringskrav forbundet med det, hvis udgiftsskønnene senere ændrer sig. Det kan både være som følge af mere eller mindre aktivitet på aktivitetsbaserede ordninger som f.eks. erhvervskandidatordningen eller mange andre ordninger, som vi jo har i det her samfund.