Tak for spørgsmålet. Jeg er, som spørgeren jo ved, fuldt ud klar over de udfordringer, vi står med, i forhold til at sikre betalbare og billige boliger og dermed også flere almene boliger i fremtiden. Jeg har da også, siden jeg tiltrådte som minister, noteret mig, at vi siden 2022 og 2023, hvor undertegnede var overborgmester, heldigvis også nu ser en stigning i antallet af påbegyndte almene boliger i 2024. Det er godt, men det er selvfølgelig ikke godt nok.
At sikre blandede byer er et af de emner, der optager mig allermest som boligminister, og det kræver flere almene boliger, så vi kan bo blandet på tværs af økonomiske og sociale skel. Når vi ikke som regering bare hæver maksimumgrænsebeløbet, er det, fordi huslejen jo helt naturligt vil følge med op og gøre de almene boliger dyrere for lejerne. Derfor er det vigtigt, at vi finder en løsning, der ideelt set både sikrer flere boliger på den ene side og holder huslejeniveauet nede på den anden side.
I forlængelse af den aftale, der er indgået om de nye klimakrav til byggeriet, har vi samtidig igangsat en analyse af den fremtidige styring af anskaffelsesudgifter, som jo altså også indgår, når man bygger. Målet er jo at se på maksimumsbeløbet og andre styringsredskaber i sammenhæng, så det understøtter nødvendige boligprojekter under skiftende økonomiske betingelser.
Jeg forventer at præsentere vores overvejelser om, hvordan vi får bygget flere almene boliger, i forbindelse med det kommende boligpolitiske udspil, som skal sikre den blandede by, her i starten af det nye år.