Kommunerne har utrolig store udfordringer med at følge med udgifterne på det specialiserede socialområde. I særlig grad ser vi, at der i de dyre enkeltsager, som det hedder, er rigtig store udgifter for kommunerne, og nogle af dem gælder jo også de her private bosteder.
Giver det ikke anledning til en form for undren? Eller skal vi måske kigge på nogle nye redskaber fra regeringens side for at få stoppet det her i stedet for bare at blive ved med at ridse de samme regler op? Hvordan kan kommunerne overhovedet have en forsvarlig drift, hvis man ikke hjælper kommunerne fra regeringens side? Man har bare sagt: Jamen det her må I jo godt, for der er i virkeligheden ikke noget ulovligt i det.
Jeg kan være utrolig indigneret over, at man tager velfærdskroner ud af vores stramme budget og vores skattekasse. Vi prøver at fordele så meget som muligt velfærd til alle borgerne, og såtager man penge fra nogle af de mest sårbare borgere i det her land og smider dem ned i egen lomme. Men de må jo godt, og det må de, fordi den her regering og tidligere regeringer har sagt: Ja, det må I godt.
Så giver det ikke anledning til, at man gør noget andet og prøver at kigge på, at der i det mindste skal sættes en beløbsgrænse af regeringen, så man også kan hjælpe kommunerne med den her drift? Det er jo et af de problemer, der er blevet sat fokus på efter Tranæsudvalgets rapport, der kom her i foråret. Lige præcis det her område bør vi gøre noget ved og regulere mere på.
Hvorfor er det, at regeringen ikke går i gang med at sætte et loft over det eller i det mindste en beløbsgrænse for at sætte en stopper for det her udtag af vores alle sammens skattekroner, især når det i øvrigt er penge, der tages fra de mest sårbare udsatte borgere i det her land?