Altså, jeg bliver nødt til igen at minde ministeren om, at jeg er nordjyde, og det der forstår vi ikke i Nordjylland. Når vi siger, at CO2 er noget, som påvirker hele verdens klima, så mener ministeren for grøn trepart, at det er godt, at vi kun laver den aftale i Danmark. Når vi snakker kvælstofreduktioner ude i verdenshavene – i Nordjylland har vi også kvælstof, så det blandes i hele verden – mener ministeren lige pludselig, at det skal vi altså lave en aftale med svenskerne og tyskerne om først.
Så bliver jeg bare nødt til at spørge en gang til: Hvordan kan ministeren sige, at Danmarksdemokraterne og Kim Edberg Andersen må forstå, at det er dansk kvælstof, der kommer ud, men at det skal vi selvfølgelig samarbejde med vores naboer om, men at det med CO2 er fuldstændig anderledes? CO2 kommer kun som en søjle over Danmark, siger man, så det regulerer vi som det eneste land i verden, vel vidende at CO2'en fra de mælkebønder, som nu flytter til Polen, også vil flyve ind over Danmark. Det tror vi i hvert fald på Jylland. Så kan vi ikke lige tage den en gang til: Hvad er grunden til den forskel, at man kun vil regulere nationalt og som det eneste land i verden på CO2, men at vi på kvælstofområdet skal ud at spørge svenskerne og tyskerne?