Jeg vil godt indlede med at sige, at jeg er præcis lige så enig i, at de her tal er voldsomme. Jeg mener, at der er grobund for at få kigget ned i, hvad det er, der sker. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er noget af det, der handler om, at vi fortsat betaler prisen for tidligere tiders forfejlede udlændingepolitik. For der er jo det ved førtidspensionen, at hvis du får den, er den livslang for langt, langt de fleste, og det vil sige, at der er rigtig mange personer i det her tal, som har været der længe, og som også har fået førtidspension i tidligere tider og under andre rammer lovgivningsmæssigt end vores nuværende.
Vi kan konstatere helt sort på hvidt, at der er en større andel af ikkevestlige indvandrere i Danmark, som er i førtidspensionssystemet, sammenlignet med personer med dansk oprindelse, og det kan der godt være forskellige grunde til. Der er helt sikkert demografiske forhold, f.eks. alder, men også forhold med helbredsmæssige ting osv. Men jeg er også helt sikker på, at der er grund til, at vi kigger ud over det og ned i de her tal.
Jeg tror, vi er nødt til at få analyseret på, om det alt sammen så at sige er gammel gæld, eller om der stadig foregår noget. Jeg tror, vi er nødt til at få set på, hvad det er, der ligger bag de her tal, og det er jeg meget interesseret i.