Det er rigtigt, at udformningen af en klimatilpasningsplan ligger i et andet ressort. Men ikke desto mindre er den her tilstedeværende minister jo minister for finans og dermed også for den samlede økonomiske plan, der skal kunne rumme også den her diskussion og rumme de løsninger, der skal til, og derfor er spørgsmålet rejst til finansministeren. For det handler jo grundlæggende om, hvad det er for nogle store tandhjul, vi skruer på i samfundsøkonomien, og hvordan vi laver de helt store prioriteringer.
Grunden til, at vi stiller det her spørgsmål i dag, er, at den rapport fra DTU viser, at det vil koste et trecifret milliardbeløb at håndtere de skader, der kommer, hvis ikke vi får investeret rigtigt. Det, som rapporten bl.a. peger på, er jo, at hvis man investerer i klimasikring, men med en stor investering, så vil man faktisk kunne begrænse skaderne og dermed også udgifterne til at skulle rydde op efter de skader, der måtte eller kommer helt uvilkårligt.
Så det helt store spørgsmål er jo, og derfor er det finansministerens bord, hvordan man vil skrue fremtidens samfundsøkonomi med de helt nødvendige investeringer, som bliver store, og som er store, sammen på en måde, så vi faktisk får løst de her problemer med den klimaskade, der allerede er. Én ting er, hvordan vi arbejder på at begrænse klimaforandringerne; en anden ting er, at vi håndterer det, der allerede kommer til at ske, fordi vi ikke har fået det bremset noget før, og der er jo endnu ikke rigtig nogen plan for det.
Så det store spørgsmål er, hvordan man gør. Hvad tænker regeringen, hvad tænker ministeren om hele den måde at skrue samfundsøkonomien sammen på? Hvis man spørger kommunerne, er det jo ret åbenlyst, at de mener, at der er behov for noget mere til dem, fordi de vil komme til konkret at stå med mange af opgaverne derude. Hvis jeg blot må citere en enkelt ting fra et tidligere papir fra Kommunernes Landsforening, som faktisk handler om den nationale klimatilpasningsplan, så siger de bl.a.: »Budgetloven er en hæmsko for klimatilpasning, fordi reglerne kan begrænse samfundsøkonomisk fornuftige investeringer i klimatilpasningen.«
Så et spørgsmål er, om det også er noget, regeringen vil være villig til at kigge på, altså de rammer, som budgetloven lægger ned over bl.a. kommunerne?