Jeg er meget bekymret over det lovforslag, som regeringen har lagt op til, fordi det jo pr. liter diesel vil være en ret stor stigning. Så er det rigtigt, at man kompenserer med noget andet, men jeg synes, man skal overveje, at det her land er fyldt med landdistrikter, hvor far og mor har hver deres bil, hvor man er nødt til at køre meget langt for at komme på arbejde, og hvor det fald, som regeringen lægger op til, i prisen, man betaler for bilen, jo ikke vil opveje det. Eller man kan sige: Det vil ikke være et nulsumsspil for en ganske almindelig kernefamilie særlig mange steder i landet. Det er i hvert fald helt klart det, vi frygter.
Situationen vil jo tværtimod være, at det her forværrer en skævvridning, der i forvejen er mellem land og by. Altså, i de dele af landet, hvor der ikke går en metro hvert tredje minut, eller hvor man er heldig, hvis bussen kører flere gange i timen – og måske kører den også på meget skæve tidspunkter – vil det være nødvendigt for en ganske almindelig familie at køre mange tusind kilometer hvert år. Her er vi bekymrede for de takter, som regeringen har, og de, synes vi, skøre påfund, som man lægger op til.
Jeg må sige, jeg synes, at regeringen for ofte prioriterer klima ensidigt samt hensynet til en eller anden svulstig klimagevinst over sund fornuft og hensynet til ganske almindelige mennesker, som skal passe et arbejde, altså et rigtigt arbejde og ikke sådan et, som vi har herinde, men et rigtigt arbejde, som gør, at man har brug for to biler for at komme rundt. Her kan omkostningerne ved at lægge om nemlig være meget høje; man kan ikke bare lige købe to elbiler, for det vil der være mange der ikke har råd til.
Så jeg vil egentlig bare spørge ministeren meget åbent: Kan ministeren ikke godt se, kan regeringen ikke godt se, at der er risiko for en meget stor skævvridning mellem land og by, som vi synes man skal tage mere alvorligt? Er regeringen ikke indstillet på at åbne op igen og se på det her spørgsmål på ny?