Spm. nr. S 238

1) Til indenrigs- og sundhedsministeren af:

Christina Olumeko (ALT):

Anerkender ministeren, at anvendelsen af begrebet etniske smerter i sundhedsvæsenet kan føre til sundhedsskadelige konsekvenser i behandlingen af patienter med etnisk minoritetsbaggrund, og hvilke konkrete tiltag vil ministeren iværksætte for at modvirke diskrimination i sundhedsvæsenet?

Velkommen til at læse spørgsmålet op.

Tak for ordet. Spørgsmålet lyder: Anerkender ministeren, at anvendelsen af begrebet etniske smerter i sundhedsvæsenet kan føre til sundhedsskadelige konsekvenser i behandlingen af danskere med etnisk minoritetsbaggrund, og hvilke konkrete tiltag vil ministeren iværksætte for at modvirke diskrimination i sundhedsvæsenet?

Ministeren.

Tak til spørgeren for spørgsmålet. Som jeg forstår fra bl.a. omtale i medierne, er etniske smerter et begreb, som i visse tilfælde bruges af sundhedspersonale i sundhedsvæsenet, når de har at gøre med en borger med en anden etnisk baggrund en dansk, hvor sundhedspersonalet støder på symptomer, som de kan have svært ved at finde årsagen til, og hvor symptomerne så omtales som etniske smerter.

Lad mig starte med at slå fast, at alle skal have lige adgang til udredning og behandling i det danske sundhedsvæsen. Alle borgere og patienter skal behandles på lige fod i deres møde med sundhedsvæsenet, og det fremgår i øvrigt også klart af sundhedsloven. Det gælder uanset køn, alder, social status eller i øvrigt etnisk baggrund. Det betyder også, at man bør undlade at bruge begrebet etniske smerter i sundhedsvæsenet.

At der er ulighed i sundhed og ulighed i borgerens, patientens møde med sundhedsvæsenet, som måske også er det, der er på spil her, er desværre et velkendt problem i vores sundhedsvæsen. Sygdom og dødelighed rammer i højere grad mennesker med lavere indkomst og kortere uddannelser. Det kan vi se i al dokumentation.

Men ulighed rammer jo også i forhold til vores evne til at kunne bruge den lige adgang til vores sundhedsvæsen. Det er en dagsorden – altså problemerne med både social og geografisk ulighed i sundhedsvæsenet – som vi fra regeringens side er meget optaget af og tager alvorligt. Det er jo også en af årsagerne til en stor del af de initiativer i vores sundhedsreform, som vi sidder og forhandler i de her dage.

Endelig vil jeg dermed også påpege, at jeg synes, det er afgørende, at vi også forholder os til det faktum, at der jo er patienter i vores danske sundhedsvæsen, som uanset alder, køn og etnicitet har vidt forskellige behov og ressourcer. Det er det, vi skal være bedre til at kunne rumme og understøtte i vores sundhedsvæsen. Helt generelt handler det jo også om at sørge for, at vi indretter det på en måde, så det ikke forstærker den ulighed, vi desværre allerede har på en række områder, og så alle patienter uanset baggrund også kan få det fulde udbytte af sundhedsvæsenets behandlinger og tilbud.

Spørgeren.

Tak til ministeren for svaret. Jeg er rigtig glad for, at ministeren gør det så tydeligt og klart, at etniske smerter selvfølgelig ikke hører til i sundhedsvæsenet. Jeg tror, det er første gang, at en minister har sagt det så tydeligt, og det er jeg rigtig glad for. Når jeg i dag stiller spørgsmålet til ministeren om begrebet etniske smerter, sker der jo på en meget trist baggrund.

Mange minoritetsetniske danskere oplever i dag fejlbehandling eller manglende behandling i det danske sundhedsvæsen på grund af misforståelser, sprogbarrierer eller decideret diskrimination, og det er jo farligt for borgerne, når deres smerter ikke kan forstås af sundhedspersonalet, eller de ligefrem bliver parkeret som etniske smerter, altså som smerter, som forstås som overdrevne, og som derfor ikke skal tages alvorligt. Det kan være en patient med mavesmerter, hvis smerter nedprioriteres til at være etniske smerter, og hvor det derfor ikke bliver opdaget i tide, at patienten har en sprængt blindtarm.

I en sag fra 2019 har to læger fået kritik af Styrelsen for Patientklager, efter at en 3-årig dreng fra Odense døde, bare 4 timer efter at han blev indlagt. Forinden havde hans forældre hele ni gange på ganske få dage forsøgt at få den rette behandling af deres søn, men lægerne undersøgte ikke drengen grundigt nok, og den manglende behandling og den manglende tolkehjælp var ifølge Styrelsen for Patientklager medvirkende til, at det blev opdaget for sent, at den 3-årige dreng havde akut leukæmi. I en anden sag fra august 2022 mistede en familie deres 8-årige datter, der fik et hjertestop på gulvet hos en praktiserende læge i Haderslev Kommune. Hun døde af et svært astmaanfald, på trods af at forældrene flere gange havde forsøgt at få hjælp, og fordi der simpelt hen ikke havde været behandling af pigen, og det er jo, som ministeren også ved, meget, meget sjældent, at man dør af astma i Danmark. Så det er en meget alvorlig sag.

Derfor vil jeg gerne igen spørge ministeren, for jeg fik ikke rigtig svar på det før: Vil ministeren iværksætte nogle nye initiativer til at fremme en bedre behandling af danskere med etnisk minoritetsbaggrund?

Ministeren.

Som jeg startede med at sige i min indledende besvarelse, mener jeg jo, at man bør undlade at bruge begrebet etniske smerter i sundhedsvæsenet. Jeg synes jo, vi skal se mennesker, som de er, uanset køn, alder, etnisk baggrund eller noget andet, med henblik på at sikre, at man i sundhedsvæsenet også er bedst mulige til at tage højde for de forskelle og de ressourcer, som vi kommer med som patienter.

For det, at der er ulige adgang i vores sundhedsvæsen, mener jeg ikke at man kan reducere til et spørgsmål om etnicitet. Du kan godt have to patienter, der på papiret har den samme sygdom, men hvor deres evne til at kunne drage omsorg over for sygdommen eller række ud efter hjælp og forklare, hvad det er for nogle symptomer og smerter, de har, kan være vidt forskellige, ud fra hvilke ressourcer de har. Og det er også afgørende, at man i sundhedsvæsenet bliver meget bedre til at imødekomme det ved at turde differentiere mere i den måde, man møder patienterne på.

Tak. Så er det spørgeren.

Jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at det her langt hen ad vejen har noget at gøre med sprogbarrierer. Det er enormt vigtigt, at man som patient kan blive forstået, og at sundhedspersonalet også gør sig forståeligt over for patienten, og jeg synes ikke, det er helt tydeligt, hvad regeringen har af tanker og initiativer omkring det, og det kunne også have været i forbindelse med sundhedsstrukturreformen, som ministeren selv er inde på.

Vi kunne justere sundhedsuddannelserne, så man på sin uddannelse lærer mere omkring vigtigheden af at gøre sig forståelig over for patienten, eller vi kunne indføre længere konsultationer for borgere, der har brug for længere tid med lægen. Man kunne også gøre noget i forhold til både prisen og kvaliteten af tolkebistanden. Er der nogle af de initiativer, som ministeren er villig til at kigge på?

Ministeren.

Helt generelt anerkender jeg, at sprog har en betydning, men man kan ikke reducere uligheden i sundhed til et spørgsmål om sprogbarrierer. For det handler jo også om mange andre ting. Du kan så at sige sagtens være pæredansk og være god til at formulere dig og andet, men måske dårlig til at række ud efter hjælp i sundhedsvæsenet. Vi har desværre ulighed på rigtig mange niveauer i vores sundhedsvæsen, og det er også derfor, at vi skal indrette sundhedsvæsenet efter at være bedre til at sikre, at vi har fokus på, hvad det så er for nogle ressourcer og behov, den enkelte patient kommer med, og dermed også turde differentiere vores tilbud i sundhedsvæsenet noget mere. Det er jo præcis også indeholdt i vores sundhedsreform, eksempelvis ved at vi jo anerkender, at vi i Danmark helt paradoksalt har færrest læger der, hvor der er flest syge.

Der mener vi jo, at der er behov for, at de praktiserende læger skal have mere tid til den enkelte patient, og at de i øvrigt også skal have et højere honorar, for at kunne sikre, at man på den måde også kan give en bedre indsats i forhold til f.eks. de områder i landet, der geografisk har en højere sygdomsbyrde.

Tak. Spørgeren.

Jeg er ikke enig med ministeren i, at sundhedsstrukturreformen direkte adresserer det her problem, men det er rigtigt, at der er nogle initiativer, der kan reducere uligheden. Men jeg synes ikke, at det, der bliver præsenteret, adresserer udfordringen her.

En anden udfordring er jo også den manglende kortlægning af sprogbarrierer og etniske smerter i sundhedsvæsenet. Styrelsen for Patientsikkerhed registrerer i dag ikke systematisk, hvis sprogbarrierer har været medvirkende til en utilsigtet hændelse. Vil ministeren tage initiativ til, at Styrelsen for Patientsikkerhed fremover skal registrere sprogbarrierer?

Ministeren.

Nej, jeg tror egentlig også, jeg her afslutningsvis vil henvise til en meget klog ting, som den tidligere formand for Lægeforeningen har været ude at gøre opmærksom på, altså at i det omfang der ude i sundhedsvæsenet også er problemer i forhold til eksempelvis en manglende forståelse for, hvad det kan være for nogle sygdomssymptomer og -problemer, som mennesker med anden etnisk herkomst har i forhold til sundhedsvæsenet, så er det jo også et ansvar, det er helt afgørende man tager på sig ude på de respektive afdelinger på landets hospitaler, og ikke bare i forhold til at anerkende og bruge det her begreb.

I relation til sundhedsreformen må jeg også bare sige, at der ikke i nyere tid er blevet præsenteret en reform af vores sundhedsvæsen, som gør så meget for at reducere den geografiske og sociale ulighed i vores sundhedsvæsen, som den gør. Det er en kæmpe, kæmpe opgave, og det er et ansvar, vi tager på os, og det er også derfor, vi præsenterer en så omfattende reform med henblik på at sikre, at man kan få en mere lige adgang til vores sundhedsvæsen, uanset hvem man er, og uanset ens postnummer.

Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren, og tak til fru Christina Olumeko.

Så siger vi velkommen til justitsministeren og til hr. Jens Meilvang fra Liberal Alliance, som gerne vil læse det næste spørgsmål op.