Tak for ordet, og tak til spørgeren for spørgsmålet. Lad mig starte med at gentage, hvad jeg tidligere har sagt, nemlig at jeg ser med meget stor alvor på vanvidskørsel. Vanvidskørsel er foragt for vores fællesskab og menneskers liv, og det er i mine øjne dybt, dybt forkasteligt, og det skal vi slå hårdt ned på. Alle skal overholde de danske regler, og det gør mig helt ubeskrivelig vred, at personer, vi inviterer ind i vores land, kvitterer med at udsætte andre mennesker for alvorlig fare for liv og legeme med deres hasarderede kørsel.
Der er løbende blevet taget initiativ til at sætte ind over for hensynsløse trafikanter. Tilbage i 2021 trådte en række love om vanvidskørsel i kraft. Med den lovgivning blev bl.a. straffen for vanvidskørsel skærpet markant. Der blev indført en udvidet adgang til konfiskation af køretøjer anvendt til vanvidskørsel. Derudover blev der sat ind over for udlændinge, der bliver dømt for vanvidskørsel. Det skete, ved at der blev indført en hjemmel til udvisning af udlændinge, der bliver straffet med ubetinget fængsel for vanvidskørsel efter straffeloven.
Loven har været nødvendig. Det kan vi bl.a. se på antallet af beslaglæggelser, der, her 3 år efter at loven trådte i kraft, er på næsten 3.000 køretøjer. Men vi er ikke i mål endnu. Når vi ser på antallet af sigtelser for vanvidskørsel, er det tydeligt, at der er behov for yderligere tiltag. Regeringen vil løbende se på muligheden for at skærpe indsatsen mod vanvidskørsel. Det gælder også vanvidskørsel, der begås af udlændinge. Kriminelle udlændinge skal udvises i videst muligt omfang. Tak for ordet.