Så er det jo bare lidt ærgerligt, at der trods alt er nogle ret store organisationer for virksomhederne i Danmark, der ikke er helt enige i, at den her universitetsreform bare er en kæmpe gave til det danske arbejdsmarked. Både Dansk Erhverv og Dansk Industri har jo været ude at advare regeringen om, hvilke konsekvenser den her reform kan få, og også appellere til regeringen om at sætte den på pause, så man rent faktisk kan få genovervejet de ting, der ligger i den her reform.
For den sektordimensionering, der bl.a. er en del af det – det var jo ikke engang noget, regeringen selv kom med – blev bragt ind af andre partier undervejs. Nu advarer hele erhvervslivet om, at man rent faktisk gennemfører den del af reformen. Samtidig hører vi jo en stor bekymring mange steder for, om man reelt kommer til at få den her kvalitet, som vi alle sammen gerne vil have i vores universitetsuddannelser, altså om man virkelig kan få det samme på den halve tid, også når man er studerende.
Derfor vil jeg bare høre ministeren om, hvem det er, der mangler at råbe op og sige, at man altså lige burde genoverveje det her, før ministeren rent faktisk vil være med til, at vi satte det her på pause. Vi kan altså ikke nå det her, så hurtigt som man med den her reformøkonomi siger at det skal gå. Vi er nødt til lige at stoppe op. For hvis man skal lave nogle af de her meget store ændringer, kræver det da i det mindste tid, omtanke og planlægning, så vi rent faktisk giver de studerende noget, som man mener man kan se dem i øjnene med.