Tak for spørgsmålet. Reformen af universitetsuddannelserne handler om at skabe mere fleksibilitet, flere uddannelsesveje og bedre muligheder for livslang læring. Det er både vigtigt og også, synes jeg, rigtigt. Med aftalen har forligspartierne en ambition om, at 10 pct. af de kandidatstuderende i fremtiden skal optages på nye kandidatuddannelser på 75 ECTS, mens 20 pct. skal optages på de nye fleksible erhvervskandidatuddannelser. Den ambition holder vi fast i. Den konkrete opgave med at udfolde, hvordan ambitionerne kan gøres til virkelighed i et nyt kandidatlandskab, har vi givet til Kandidatudvalget, og jeg ser frem til senere på måneden at modtage udvalgets afrapportering.
Vi har i forligskredsen fra starten af været klar over, at det er en stor opgave, som vi har givet os selv og dem. Det tager tid at implementere forandringer, der også kan holde om 10, 20 eller 30 år. Derfor implementeres reformen over en årrække og i flere trin, så der er tid til at udrulle de nye uddannelser og komme ordentligt i gang, og vi vil selvfølgelig undervejs følge op på det og drøfte, om der er behov for justeringer.
Nu starter vi som det første med at drøfte Kandidatudvalgets afrapportering i forligskredsen, og så forholder vi os derefter til, hvordan den videre implementering af aftalen skal forløbe. Det mener jeg må være den rigtige rækkefølge at gøre det i.