Spm. nr. S 155

7) Til justitsministeren af:

Sascha Faxe (ALT):

Hvad er ministerens holdning til den vedvarende kritik af Danmarks brug af varetægtsfængsling, herunder længden af varetægtsfængslingen og brug af isolation?

Spm. nr. S 155

7) Til justitsministeren af:

Sascha Faxe (ALT):

Hvad er ministerens holdning til den vedvarende kritik af Danmarks brug af varetægtsfængsling, herunder længden af varetægtsfængslingen og brug af isolation?

Værsgo.

Hvad er ministerens holdning til den vedvarende kritik af Danmarks brug af varetægtsfængsling, herunder længden af varetægtsfængslingen og brug af isolation?

Justitsministeren.

Tak for ordet, og også tak til spørgeren for spørgsmålet. Jeg vil gerne slå fast, at varetægtsfængsling er et vigtigt redskab til at sikre, at personer, som er sigtet for en alvorlig forbrydelse, ikke begår ny kriminalitet, flygter eller påvirker politiets efterforskning, f.eks. ved at fjerne beviser eller påvirke vidner. I meget alvorlige sager kan varetægtsfængsling også være nødvendigt af hensyn til retsfølelsen, bl.a. for at sikre, at offeret ikke risikerer at møde gerningspersonen på gaden kort efter forbrydelsen. Muligheden for at varetægtsfængsle er således et nødvendigt middel til at sikre effektiv efterforskning og strafforfølgning, ligesom det er med til at opretholde trygheden i vores samfund.

Men der er ikke nogen tvivl om, at varetægtsfængsling er indgribende, særlig når det sker i isolation, hvilket heldigvis anvendes meget sjældent. Derfor indeholder retsplejeloven også en række betingelser, der skal være opfyldt.

Der er krav til alvoren af kriminaliteten, mistankens styrke og også begrundelsen for varetægtsfængslingen. Derudover skal varetægtsfængslingen være et proportionelt indgreb. Dertil kommer, at det er retten, der afgør, om en sigtet skal varetægtsfængsles. Der er desuden faste frister for, hvor længe en person kan være varetægtsfængslet, før en dommer igen skal tage stilling til, om betingelserne er opfyldt. Herudover har varetægtsfængslede, som ender med ikke at blive dømt, krav på erstatning, medmindre den pågældende selv har givet anledning til varetægtsfængslingen.

Når det er sagt, skal vi selvfølgelig bruge varetægtsfængsling på den rigtige måde, bl.a. fordi det er en større belastning at sidde varetægtsfængslet, end det er at afsone straffen for kriminalitet, man er blevet dømt for. Som en del af arbejdet med en strafreform, drøfter vi i regeringen derfor også brugen af varetægtsfængsling. Tak for ordet.

Fru Sascha Faxe.

Tak. Ikke desto mindre står vi jo også i den situation i forhold til det, ministeren har redegjort for, at vi gentagne gange i Danmark er blevet sat under kritik internationalt for brugen af varetægtsfængsling og særlig brugen af isolation ved varetægtsfængsling, herunder også det, som man vil kunne kalde de facto isolationsfængsling. Altså, hvis man ikke har adgang til nogen at tale med, fordi man enten ikke deler sprog, man er for længe i sin celle, eller man måske er placeret så geografisk langt væk fra dem, man kender, at man reelt ikke kan få besøg af dem.

Så derfor er jeg jo nysgerrig på at vide, hvordan vi som retsstat og med vores stærke juridiske principper om, hvordan vi både behandler fanger, men også ser på menneskerettigheder generelt, kan forsvare den praksis, når vi bliver kritiseret for, at der er risiko for, at længerevarende varetægtsfængsling uden dom både kan skade individet og tilliden til systemet. Jeg tænker, at vi både kan kigge på Advokatsamfundet, FN's Torturkomité, Institut for Menneskerettigheder osv., altså listen med dem, som har sagt noget undervejs, er lang. Der er også den del, der handler om, at isolation jo også forværrer den problematik, hvis den indsatte har nogle psykiske problemer, eller det kan få nogle fysiske konsekvenser for den indsatte, hvis den indsatte er isoleret over længere tid.

Når ministeren nævner proportionalitet og nødvendighed i vores retspleje, er jeg egentlig nysgerrig på, at når så mange siger det og vi ser, at vores nabolande gør noget ganske andet, og når vi ser, at vi er et af de lande i Europa, som har den allerhøjeste andel af varetægtsfængslede siddende inde, om vi simpelt hen ikke kan lære noget. Altså, er der ikke noget, vi kan lære af de andre lande? Er der ikke noget, hvor vi siger: Lad os lytte til det, lad os blive klogere, lad os finde andre måder at gøre det på, hvor vi samtidig kan tilgodese de de ting, som ministeren jo redegør for, altså risiko for flugt eller gentagne ting eller påvirkning af beviser? For det er jo selvfølgelig en særlig situation. Men der er jo også en lang række situationer, hvor man måske kunne gøre noget, som man gør i andre lande, f.eks. med fodlænke eller inddragelse af pas eller andre ting. Kunne vi ikke kigge lidt indad og sige: Er der en mulighed for at bruge mindre isolationsfængsel og mindre varetægtsfængsel, når nu det er det, vi får påtale for?

Justitsministeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at det er en større belastning at sidde varetægtsfængslet, end det er at afsone straffen for kriminalitet, som man er blevet dømt for. Jeg har også noteret mig de tal, der siger, at vi i Danmark hyppigere bruger varetægtsfængsling, end man gør i nogle af vores nabolande. Derfor har jeg også bedt Justitsministeriets gode og dygtige embedsmænd om at undersøge, hvad der kan være årsagerne til omfanget af varetægtsfængsling.

Jeg vil dog bare lige sige to ting. Altså, for det første er jeg ikke sikker på, at det i alle sammenhænge altid på det retspolitiske område er en fordel at lade sig inspirere af Sverige. Og for det andet kan jeg komme i tanker om sager, hvor jeg ville ønske, at vi havde varetægtsfængslet, f.eks. den person, der er mistænkt for at have dræbt en politimand på Langebro. Her undlod man at varetægtsfængsle, og personen, som i dag er flygtet ud af Danmark, har vi – apropos udleveringsanmodninger – meget svært ved at få udleveret.

Fru Sascha Faxe.

Jeg anerkender fuldt ud, at der altid vil være tilfælde. Spørgsmålet er jo så, hvor vi lægger skæringen, i forhold til hvor mange enkelte situationer der er om det. Men det glæder mig at høre, at ministeriet kigger på sagen og er villige til at lære af det. Både ministeren og jeg har jo set arresthuse indefra, og vi ved, hvordan fængsler ser ud. Men jeg er nysgerrig på, om der så er andre tiltag, man kunne gøre i forhold til det. Altså, hvordan navigerer vi så i forhold til de facto isolation? I mit lokale arresthus kan man sidde inde i 23 timer i døgnet og så kun have 1 time ude f.eks. Det kan også være andre ting, som når man f.eks. kommer fra et andet land og ikke deler sprog. Hvilke tiltag ser regeringen man kan gøre dér?

Justitsministeren.

Som sagt har jeg bedt Justitsministeriets embedsværk om at undersøge, hvad der kan være af mulige forklaringer på, at vi i Danmark oftere bruger varetægtsfængsling, end man gør i sammenlignelige lande. Når det er sagt, er vi jo i gang med i regeringen at forberede en større strafreform, som både vil indebære markante strafskærpelser for grove personfarlige forbrydelser, men jo selvfølgelig også andre tiltag, som kan være med til skabe helhed og sammenhæng i hele straffesagskæden, at der vil det jo også være nærliggende at se på brugen af varetægtsfængsling.

Spørgeren med et afsluttende spørgsmål.

Tak. Jeg vil ganske kort så gå til den konkrete varetægtsfængsling, vi talte om før, og så spørge, om det er proportionelt, når vi ser en varetægtsfængslet, der er anklaget for en lav grad af hærværk i et andet land, blive nægtet at have særlig meget kontakt med sin familie. Altså, han har 10 minutters kontakt med sin familie telefonisk om ugen, har svært ved at få lægehjælp og skal råbe op og kan ikke få adgang til en skrivemaskine, så han kan skrive bedre, fordi hans hånd er påvirket af, at han ikke har fået lægehjælp. Hvor er proportionerne i forhold til den konkrete sag? Jeg har også hørt ministeren sige, at han vil tage det op med sit ministerium, men noget mere konkret kunne være dejligt.

Justitsministeren.

Det er jo efter gældende dansk ret domstolene, som tager stilling til varetægtsfængsling, og også om betingelserne er opfyldt, herunder også om det er et proportionalt middel. Det har domstolsinstanser jo taget stilling til ad flere omgange, og derfor har jeg ikke nogen grund til at anfægte de afgørelser.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til justitsministeren, og jeg byder velkommen til hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.