Nej, jeg mener ikke, at havplansaftalen skal genåbnes for forhandlinger, og det er heller ikke nødvendigt, i forhold til de to kommende marine naturnationalparker. I havplansaftalen blev alle Folketingets partier enige om en række ting, som vi skulle tage stilling til på et senere tidspunkt. Et eksempel var, at vi blev enige om, at der i 2030 skal være udpeget i alt 10 pct. strengt beskyttet natur. Vi har taget det første trin, og vi skal videre op til 10 pct. strengt beskyttet havnatur.
Et andet eksempel var, at vi blev enige om at reducere arealerne til råstofindvinding. I dag er det 7 pct. af havarealet, og det skal ned på 5 pct. – det står også i havplansaftalen – med et ærligt fokus på de kystnære områder. Så ligger der også skriftligt i aftalen, at det, når det drejer sig om indvindingen af råstoffer specifikt i Køge Bugt, skal reduceres. Derfor er det allerede aftalt og planlagt, hvilke løbende ændringer der skal ske i havplanen. Så det er ikke en genåbning af selve aftalen, men det er en udmøntning af de ting, vi har aftalt og sat på skinner.
Jeg har foreslået – det er rigtigt – at der skal være en stor marin naturnationalpark i Lillebælt og også en i Øresund, altså to marine naturnationalparker i alt, og at den i Øresund også skal inkludere Køge Bugt ud til tre sømil fra kysten. Vi er jo stadig i gang med de her forhandlinger om de to kommende marine naturnationalparker. Jeg har inviteret alle Folketingets partier med, og forhandlingerne er bl.a. om en afgrænsning af de kommende marine naturnationalparker, og hvad de forskellige partier mener at de parker skal kunne rumme.
Det ligger allerede i havplansaftalen, at vi skal reducere både råstofszonerne og klapningen i Køge Bugt, og derfor mener jeg jo altså også, at det er her, vi må have et særligt fokus på at reducere disse aktiviteter inden for den marine naturnationalpark. Så må vi jo, når vi skal drøfte det i havplanskredsen, se på, hvordan reduktionerne kan udformes i praksis.