Tak til ordføreren for spørgsmålet. Tak for at gå op i retfærdigheden. Først og fremmest vil jeg understrege, at jeg tror, at vi deler den der forargelse over, at nogle kriminelle rockere og bandemedlemmer tilsyneladende modtager førtidspension, samtidig med at de åbenbart er i stand til at have arbejdsevne nok til at begå alvorlig kriminalitet og socialt bedrageri. Hvis det er tilfældet, svækker det jo opbakningen og tilliden til vores grundlæggende velfærdssamfund, altså hvis vi har skattefinansierede velfærdsydelser, der udbetales til personer, som så i givet fald ikke har ret til dem.
Jeg er ved – og det har vi været i noget tid – at kigge ned i, hvordan vi strammer her. Det har jeg sagt i Folketingssalen tidligere, og jeg har også sagt det til ordføreren, fordi jeg ved, at det er en sag, der er vigtig for ordføreren. Vi arbejder på højtryk, og vi er også i afslutningen af juridisk at prøve at finde nogle landingsbaner, i forhold til hvordan vi f.eks. i særlige tilfælde kan frakende førtidspensionen, hvis en borger begår alvorlig kriminalitet, f.eks. rocker- og banderelateret kriminalitet. Det glæder jeg mig rigtig meget til at vi skal drøfte med hinanden. Jeg tror på, at vi kan finde nogle landingsbaner, sådan at der bliver strammet op her.