Spm. nr. S 110

2) Til udenrigsministeren af:

Trine Pertou Mach (EL) (medspørger: Pelle Dragsted (EL)):

Hvilke konkrete skridt mener ministeren at Danmark, EU-kredsen og FN bør tage over for Israel i anledning af den seneste tids udvikling, hvor Israel har såret FN-repræsentanter i Libanon, og hvor premierminister Benjamin Netanyahu har opfordret FN til at trække FN-styrker ud af Sydlibanon, henset til ministerens udtalelse til DR: »Det tilkommer ikke Israel at diktere tilstedeværelsen for den fredsbevarende FN-mission i Libanon«?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Lars Løkke Rasmussen: Israel skal beskytte fredsbevarende styrker« på dr.dk den 13. oktober 2024.

Værsgo.

Tak for det, og spørgsmålet lyder: Hvilke konkrete skridt mener ministeren at Danmark, EU-kredsen og FN bør tage over for Israel i anledning af den seneste tids udvikling, hvor Israel har såret FN-repræsentanter i Libanon, og hvor premierminister Benjamin Netanyahu har opfordret FN til at trække FN-styrker ud af Sydlibanon, henset til ministerens udtalelse til DR: »Det tilkommer ikke Israel at diktere tilstedeværelsen for den fredsbevarende FN-mission i Libanon«?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Lad mig starte med at sige, at den aktuelle situation i Libanon jo er dybt, dybt bekymrende. Som følge af de igangværende kamphandlinger mellem Israel og Hizbollah er der foreløbig over 2.000 dræbte og flere tusind sårede. De libanesiske myndigheder vurderer, at over 1 million mennesker er internt fordrevne. Danmark har derfor senest besluttet at øge den humanitære støtte til Libanon med yderligere 25 mio. kr., hvilket bringer den samlede humanitære støtte i indeværende år op på mere end 90 mio. kr.

Så ser vi i øvrigt også aktuelt på, hvordan vi kan bidrage til Libanons væbnede styrker. Vi har gentagne gange opfordret parterne til at udvise tilbageholdenhed og bidrage til en deeskalation. Det gælder også i forhold til Israel, som har indledt omfattende luft- og landangreb i Libanon, men i høj grad selvfølgelig også Hizbollah, hvis raketangreb mod Israel er fortsat kontinuerligt siden dagen efter den 7. oktober sidste år. Begge dele skal stoppes, og derfor tager vi også dyb afstand fra den seneste tids israelske angreb mod FN's fredsbevarende mission, UNIFIL. Det har vi sagt flere gange, og det har vi gjort både bilateralt og via EU.

Der er ingen tvivl om, at en beskyttelse af de fredsbevarende styrker er en klar forpligtigelse, der påhviler alle parter i en konflikt, og at ethvert angreb mod FN's fredsbevarende styrker er helt uacceptabelt. Der er heller ingen tvivl om, at den aktuelle situation er uholdbar. Derfor har vi altså også straks støttet de amerikansk-franske bestræbelser på at få en våbenhvile og en diplomatisk løsning med henblik på at få en fuld implementering af den resolution, jeg også omtalte i forbindelse med det sidste spørgsmål, altså resolution 1701. Det var også et af hovedbudskaberne fra det ekstraordinære EU-udenrigsministermøde, som jeg selv deltog i den 30. september, og jeg forventer så i øvrigt også, at det bliver et hovedbudskab fra den konference, som er indkaldt af Macron, og som finder sted i Paris i morgen, og hvor jeg også selv deltager.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak for svaret. Det er godt at høre, at udenrigsministeren tager klart afstand fra det angreb på FN og også tidligere har gjort det, og at han også erklærer det for fuldstændig uacceptabelt, og det er godt at vide, at det selvfølgelig også er blevet diskuteret på EU's udenrigsministermøde i sidste uge.

Alligevel tænker jeg, at der har været rigtig mange måneder, hvor der er foregået ting, hvor Israel har forbrudt sig mod folkeretten og mod krigens love, hvor de har begået angreb på civilbefolkningen i Gaza, der har været åbenlyst uproportionelle, og hvor de har udvist foragt for FN, og hvor det hver gang er blevet mødt med bekymringer og fordømmelser, og ja, det er måske ikke engang med fordømmelser, men i hvert fald med en afstandtagen og med ord om, at det er »uacceptabelt«, og at »vi ser med bekymring på«, »vi løfter en pegefinger« eller noget andet, og på en eller anden måde er det jo, så længe det bare bliver ved ordene, svært at se, at det er ret meget andet end bare en rituel fordømmelse. For det, vi ser der sker, er, at Israel fortsætter sin kurs, og måske er den endda blevet skærpet, og at de nu i hvert fald også rykker ind i forhold til Libanon.

Så derfor ville det være interessant at høre, hvad ministeren tænker, og om det kunne være mere konkret. Ministeren sagde til den tidligere spørger også det her med at sætte mere handling bag ordene. Så hvad er der af konkrete muligheder? Hvad for konkrete muligheder for at sætte handling bag ordene i forhold til de her bekymringer blev der f.eks. diskuteret på EU's udenrigsministermøde, hvor det helt åbenlyst ikke virker, som om det gør en dyt indtryk på den israelske regering?

Udenrigsministeren.

Jeg synes jo ikke, der er nogen grund til at gøre nogen stor hemmelighed ud af, er der selvfølgelig er – hvad skal man kalde det – en eller anden voksende frustration, som jeg ikke tror jeg alene repræsenterer, men som jeg også kan se udfolde sig f.eks. i Amerika. Her har den amerikanske præsident jo længe presset på bl.a. også i forhold til mere humanitær adgang til Gaza – den her sag er jo ikke kun et spørgsmål om Libanon, men det er også hele konflikten, bosættelserne i Vestbredden m.v. – uden at der i hvert fald for nærværende har været noget stort gennemslag. Nu er den amerikanske udenrigsminister så igen i området, og jeg har jo også noteret mig den amerikanske melding om, at der skal ske noget, hvor man har defineret 30 dage, og ellers kan der komme en eller anden implikation, og det er også vores tilgang.

Jeg har selv været fortaler for på det absolut sidste møde, vi havde i EU's udenrigsministerkreds – det var i sidste uge – at vi også er nødt til at dyrke den dimension mere, der handler om Israel, som er en ven og det eneste demokrati i området, men som ikke på alle punkter lever op til sit ansvar. Hvis man ligesom gør det til andet og mere end spørgsmålet om Libanon, handler det f.eks. også om bosættelserne, hvor vi jo er åbne for flere sanktioneringer, og vi har allerede sanktioneret. For så vidt angår, kan man sige, spørgsmålet om eroderingen af FN, bl.a. min israelske kollegas udmeldinger om, at Guterres var persona non grata i Israel, har vi sammen med en meget, meget bred landekreds været medinitiativtagere til en offentlig udtalelse, og vi kører en målrettet outreach i forhold til det parlamentariske arbejde, der er i gang i Israel i øjeblikket, og som handler om, at UNRWA i virkeligheden bliver forment adgang til at kunne udøve sit arbejde. Så det er en dimension på hele den her konflikt, som har vores bevågenhed.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak, og jeg vil også gerne kvittere for, at Danmark faktisk også er aktiv i forhold til en række af de ting, som ministeren her siger, og formentlig i virkeligheden også er proaktiv i forhold til dem og med i den mest aktive landekreds. Ikke desto mindre er det jo svært ikke at se det her som andet end en ekstremt alvorlig situation, hvor Israel på 13. måned udviser en decideret foragt over for det internationale samfund, hvad enten det er EU, det er USA eller det er FN, og det er jo i den her sammenhæng så FN, som er omdrejningspunktet.

Men hvad er det for et mere konkret pres, der bliver diskuteret og man kunne forestille sig? Er der tale om en overvejelse omkring et økonomisk pres, altså økonomiske sanktioner eller andet? Der er EU's associeringsaftale, og der har gennem mange måneder også været diskussioner om våbensalg. Hvad er der af konkrete nye ting, som man diskuterer, altså ud over ord og breve?

Udenrigsministeren.

Hvis »man« ikke bare er regeringen, men »man« også er det internationale samfund, så er der jo bl.a. spørgsmålet om våben. Altså, vi har jo, som spørgeren er fuldstændig bekendt med, selv flyttet vores eget eksportregime fra »restriktivt« til »meget restriktivt«, og så har vi jo ad flere omgange vendt de særlige dimensioner omkring F 35, hvor Danmark jo vanskeligt kan indtage en position, der er unik og som adskiller sig fra andres, fordi det ligesom vil bringe hele F 35-programmet i fare. Men det er en diskussion, der pågår, og dem, der kan flytte noget her, er amerikanerne. Og der har jeg taget det amerikanske signal til Israel om, at der skal ske noget, ned, og det var jo så med afsæt i den humanitære adgang til Gaza. For ellers ville det kunne få en implikation i forhold til det spørgsmål, og man må jo her nok være ærlig omkring opgavefordelingen, altså at det ikke er i mine eller i vores hænder at træffe en eller anden operationel beslutning, der kan løsne op for alt det her.

Men vi deltager i den del af arbejdet, og vi er helt åbne over for, at vi, uanset hvad der er afsættet for Hamas' terrorangreb, så også er nødt til at have et øget pres på Israel inden for mange dimensioner. Hele spørgsmålet om, at man ikke får afskåret Det Palæstinensiske Selvstyre fra dets mulighed for at løse sine opgaver på Vestbredden er én vigtig dimension, hele spørgsmålet om den humanitære adgang til Gaza er en anden vigtig dimension, og så er der hele Libanonspørgsmålet med UNIFIL m.v., som vi har diskuteret her, og som så er et tredje element.

Fru Trine Pertou Mach med et afsluttende spørgsmål.

Jeg anerkender også det, som ministeren siger, og en stor del af analysen af, hvor udfordringerne ligger, deler vi jo i virkeligheden også. Det springende punkt er, hvad det er, der sker, når et USA eksempelvis siger, at »inden for 30 dage, så ... «. Det har jo ikke andet end en rituel værdi, hvis ikke der sker et eller andet efter de 30 dage. Altså, der skal jo ske noget konkret, for at Israel ikke skal fortsætte sin kurs med en åbenlys foragt over for det internationale samfund, men jo også over for de lande, der omtaler Israel som deres venner, herunder Danmark. Det er jo bizart at have et venskab, hvor den ene ven notorisk bryder alt det, man selv står for, og i virkeligheden bryder alle de værdier og principper, som man siger at venskabet bygger på. Er ministeren enig i det?

Udenrigsministeren med en afsluttende bemærkning.

Jeg er da sådan set enig i, at den nemmeste ven at have jo var en ven, der bare gjorde, hvad man sagde. Jeg ved for så vidt ikke, om det hen over tiden i virkeligheden ville være noget meget dynamisk venskab. Men det er jo ikke for at lave morsomheder ud af det her.

Helt ærligt: Vi synes, der mangler lydhørhed hos Netanyahu i forhold til det internationale samfunds helt legitime fordringer på Israel. Det handler om den humanitære adgang til Gaza, og det handler om Israels adfærd i forhold til UNRWA, hvor vi jo så også nu forsøger at modvirke, at man bringer det endnu et skridt længere hen til et dårligt sted, ved i virkeligheden at fjerne UNRWA's muligheder for at løse opgaver. Det bruger vi sådan set relativt meget energi på, og jeg har tillid nok til USA til at forestille mig, at når man fra deres side kommer med en melding om, at der nu skal ske noget med den humanitære adgang, og man i øvrigt sætter en frist på det, og det ellers har nogle konsekvenser, så kan det ikke være en tom melding, men så må det også være en melding, der følges op.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten og tak til udenrigsministeren.

Jeg byder nu velkommen til indenrigs- og sundhedsministeren og til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne, som stiller spørgsmålet.