Spm. nr. S 109 (omtrykt)

1) Til udenrigsministeren af:

Charlotte Munch (DD) (medspørger: Peter Skaarup (DD)):

Hvad er ministerens holdning til statsministerens udtalelse om, at hun ingen ende ser på konflikten i Mellemøsten, hvis ikke der tvinges en tostatsløsning igennem, og derfor også er åben for en international militær intervention?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Mette Frederiksen er åben for international militær involvering i Mellemøsten« på jyllands-posten.dk den 1. oktober 2024.

Værsgo.

Tak. Jeg er selvfølgelig interesseret i at høre følgende: Hvad er ministerens holdning til statsministerens udtalelse om, at hun ingen ende ser på konflikten i Mellemøsten, hvis ikke der tvinges en tostatsløsning igennem, og derfor også er åben for en international militær intervention?

Udenrigsministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Nu har statsministeren jo selv ad nogle omgange også haft lejlighed til at sætte flere ord på det citat, som der spørges ind til her. Jeg kan jo sige, at det er regeringens holdning og har været det længe – det er i øvrigt en holdning, jeg klart mener vi deler med Folketinget med henvisning til en række vedtagelser her i Tinget gennem årene – at der langsigtet er brug for en tostatsløsning. Det er den eneste måde, hvorpå man sådan for alvor kan få løst den konflikt, som har været hos os i mange år, og som jo er accelereret helt vildt siden Hamas' forfærdelige terrorangreb den 7. oktober sidste år. Oven på det er der houthierne, Det Røde Hav og Hizbollahs sympatikrig, havde jeg nær sagt, fra Libanon.

Så der er jo ikke noget nyt i, at vi ønsker en tostatsløsning. Det er sådan set bare blevet forstærket af det, vi har set med alle de her regionale implikationer, herunder Hizbollah i Libanon, Irans destruktive adfærd osv., som jo rummer risikoen for, at vi alternativt ender i en regional storkrig, hvad ingen har en interesse i.

Det er også baggrunden for, at Danmark fra start har bakket op om de primært amerikansk ledede bestræbelser på at opnå en våbenhvile i både Gaza og i Libanon. Så engagerer vi os sammen med vores partnere i primært EU i en diskussion om, hvordan vi kan skabe de bedste forudsætninger for en tostatsløsning. Der kigger vi selvfølgelig, sådan som statsministeren også er inde på, på alle mulige optioner. En grundforudsætning er jo, at der kommer en palæstinensisk autoritet, som har autoritet og har noget folkelig forankring, og som også vil Israel. Så det er jo et fokusområde.

Der er desværre ikke noget af det, der ser ud til at falde på plads på den meget korte bane, men der er jo ingen tvivl om, at når og hvis vi kommer derhen, vil hele spørgsmålet omkring en sikkerhedsparaply over Palæstina-Israel være centralt, og i den sammenhæng kan man jo ikke udelukke, at der også vil være brug for militær tilstedeværelse. Det skal man ikke ekskludere på forhånd. Men vi er jo ikke et sted nu, hvor man med militær magt kan tvinge en tostatsløsning igennem.

Fru Charlotte Munch.

Den sidste sætning er jeg sådan set både glad for at ministeren siger, men også meget enig i, for jeg synes jo, at det er et lidt besynderligt tidspunkt at tale om det.

Statsministeren siger i artiklen, at det godt nok er hendes egen vurdering, men jeg er alligevel interesseret i at vide, om det at tvinge en tostatsløsning igennem og måske med militær involvering er regeringens politik, altså om det er et spor, som regeringen vil arbejde med fremover i internationalt regi.

Udenrigsministeren.

Men igen vil jeg sige, at jeg selv har en klar oplevelse af, at statsministeren ad flere omgange har forholdt sig til det der citat og også nuanceret det. Ja, at tvinge en tostatsløsning igennem er sådan set regeringens politik, idet man jo så dog lige skal dvæle lidt ved ordet tvinge. Altså, der er ingen nogen steder, tror jeg, i det internationale samfund endsige i den danske regering, som forestiller sig, at man militært kan tvinge en tostatsløsning igennem. Men vi er mange, der tænker, at vi er nødt til at lægge et stærkere pres på parterne for at fremme den løsning, og at en militær dimension jo er nødt til på et tidspunkt at indgå i det, for en grundforudsætning for en tostatsløsning – og det er desværre bare ikke den eneste – vil jo være hele spørgsmålet om, om der er en troværdig sikkerhedsparaply, og der er nødt til at være en militær komponent i det.

Fru Charlotte Munch.

Tak. Hizbollah har bl.a. været ude at sige, at den dag, israelerne lægger våbnene, angriber de. De vil i hvert fald fortsætte med at angribe. Hvad tænker ministeren om det, hvis vi skal ligesom tvinge en tostatsløsning igennem på et tidspunkt?

Udenrigsministeren.

Vi så jo gerne, at våbnene blev lagt ned, men selvfølgelig ikke kun hos den ene part, for der kunne man jo drage en parallel til det, der sker i Ukraine. Altså, hvis Ukraine lagde våbnene ned i dag, ville Ukraine ophøre med at eksistere, og det ville jo også være situationen, hvis Israel ensidigt lagde våbnene ned; så ville Israel ultimativt holde op med at eksistere.

Vi synes, der er brug for våbenhviler. Det er der i forhold til Gaza, og det er der i forhold til Libanon. Og det er jo våbenhviler, der skal bruges til noget – til noget lidt forskelligt i virkeligheden. For i Libanon handler det meget om at bruge en våbenhvile til at få skabt forudsætningerne for resolution 1701, tror jeg den hedder – jeg tager lige lidt forbehold over for det, for jeg kan huske tallet forkert – som handler om, at der skal være UNIFIL-styrker til stede i Sydlibanon, og at det libanesiske militær skal have en kapacitet, der gør, at man i Israel kan føle sig tryg. Så vi taler ikke om ensidigt at lægge våbnene ned. Hvis vi havde et ønske til nogen, der ensidigt nedlagde våbnene, skulle det være Hizbollah og Hamas.

Så byder jeg velkommen til medspørger hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og det er jo selvfølgelig meget, meget interessant at høre, hvad udenrigsministeren siger til det her, fordi statsministeren var så langt fremme i skoene, kan man godt sige, omkring den her måde, hun ville gennemtvinge en tostatsløsning på. Jeg kan lige læse op fra Weekendavisen, hvad det var, statsministeren sagde; så har vi det sådan mere sort på hvidt. Der sagde statsministeren altså forleden:

»... jeg mener virkelig, at det skal gennemtvinges. Hamas ønsker ikke en tostatsløsning. Og der sidder en regering i Israel, som direkte modarbejder en tostatsløsning. Derfor tror jeg ikke, der er anden vej end at tvinge det igennem, og det er ikke med de gamle virkemidler. Vi må skille parterne ad. Og så må vi være til stede der.«

Vi må være til stede med militær. Det er sådan i store træk det, statsministeren siger, og det er jo ikke det, udenrigsministeren siger i dag – langtfra. Jeg kunne bare godt tænke mig at få helt klarlagt: Er det, som statsministeren har sagt, forkert? Altså, er udenrigsministeren uenig med statsministeren i det, hun har sagt til Weekendavisen?

Udenrigsministeren.

Jeg tror jo ikke, at der er nogen, der er i stand til at løse situationen i Mellemøsten i én sætning. Og det, jeg gør her, er at folde nogle nuancer ud, som jeg i øvrigt også har den klare oplevelse af at statsministeren selv har gjort foreholdt sine egne citater. Hvis man skal sætte det på kort form, er regeringens position den, at vi er nødt til at presse mere på for at få skabt en tostatsløsning, altså at tvinge en tostatsløsning igennem, fordi vi har med parter at gøre, som aktuelt ikke ser det som vejen frem. Så det er det internationale samfund nødt til at sætte mere strøm til og sætte mere handling bag. Og ja, det vil ikke kunne lade sig gøre at lave en tostatsløsning, uanset hvor meget tvang eller frivillighed den hviler på, uden at der også vil være en militær komponent i det, ligesom der jo allerede er det i forhold til den normaliseringsaftale, Egypten for mange, mange år siden har lavet med Israel, hvor der er en multilateral styrke til stede i Sinaiørkenen.

Så når man lander en tostatsløsning, vil en del af det skulle være, at der er nødt til at være en eller anden form for international militær tilstedeværelse for at sikre, at den løsning implementeres. Det forholder den her regering sig åben over for. Vi har ikke noget design på det. Vi har heller ikke taget stilling til, om det ville være en multilateral styrke, som Danmark skal deltage i. Det vil være for præmaturt at tage den diskussion, men vi har et åbent sind over for det.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg kan åbenbart ikke rigtig få udenrigsministeren til at sige til det, men jeg kan jo ikke høre det anderledes, end at udenrigsministeren siger noget her i dag, der er totalt anderledes end det, som statsministeren har sagt. For statsministeren siger til Weekendavisen, siger til Jyllands-Posten, siger til Ritzau og alle mulige steder i den uge, hvor Folketinget åbner, at vi ikke skal udelukke militær indgriben, altså at man skal gennemtvinge en tostatsløsning ved hjælp af militær. Og det er rigtigt, som udenrigsministeren siger: Det kan ikke lade sig gøre. Altså hverken den ene eller den anden eller den tredje part i den her konflikt ønsker det. Terrorbevægelserne ønsker det ikke, og Israel ønsker heller ikke, at der bliver gennemtvunget noget militært. Så kunne udenrigsministeren ikke bare sige over for Folketinget i dag, at statsministeren har begået en fejl? Hun har sagt noget, der ikke holder.

Udenrigsministeren.

Nej, for jeg hører ikke statsministeren på den her sådan meget kategoriske måde, som hr. Peter Skaarup øjensynlig hører statsministeren på: at nu skal vi ud af ingenting opfinde en eller anden militær kraft, som skal sættes ned i Mellemøsten. Sådan hører jeg det ikke.

Jeg hører, at det, statsministeren siger, er fuldstændig på linje med det, jeg siger. Det er, at den eneste måde at få løst den her situation bæredygtigt på, er en tostatsløsning. Det kræver, at det internationale samfund tvinger det igennem, fordi vi gør det op imod en aktuel regering i Israel, som ikke er åbne over for det, og nogle terrororganisationer, som sådan set helst ser Israel fjernet fra jordens overflade. Derfor kommer det ikke til at ske, medmindre der kommer et pres og det internationale samfund bruger energi på at tvinge det igennem. Og en del af en sådan løsning er også nødt til at være en militær komponent.

Tak for det. Vi siger tak til medspørgeren, hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne. Det sidste spørgsmål bliver stillet af fru Charlotte Munch, som ligeledes er fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg tænkte undervejs i forbindelse med de her spørgsmål til ministeren, om ministeren virkelig mener, at der overhovedet er en mulighed for at lave en forhandling med terrororganisationer, og her taler jeg naturligvis om Hamas eller Hizbollah, som er den modsatte part, når vi her taler om en tostatsløsning.

For jeg er selvfølgelig med på, at ministeren mener, at det skal være det palæstinensiske folk, der skal komme med noget. Men nu foregår det jo rimelig meget med ført hånd af bl.a. de her to terrororganisationer. Så mit spørgsmål er, om det overhovedet kan lade sig gøre at forhandle med terrororganisationer.

Udenrigsministeren for en afsluttende bemærkning.

Hamas er jo designeret som en terrororganisation, og vi ser ikke Hamas have nogen fremtid i forhold til en tostatsløsning. Det er jo præcis derfor, at noget af det, vi fra dansk side unilateralt satser på, men som vi i øvrigt også presser på for i EU, er, at vi vil investere mere energi i at opbygge det palæstinensiske selvstyre, altså med afsæt i Ramallah. For der er jo nødt til at være nogle, der så at sige repræsenterer det palæstinensiske folk, og det kan ikke være Hamas, men det er nødt til at være nogle andre, og det sted, man kan vende sig hen til, med alle de udfordringer, der knytter sig til det, er Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah. Og det er derfor, vi gerne vil lægge en energi i at bygge deres autoritet op, og nu taler jeg ikke kun om deres folkelige legitimitet, men altså også om deres autoritet og deres evne til at løfte opgaverne, som jo er udfordret af, at bl.a. Israel afskærer finansieringskilder og andet, hvad der gør, at det er svært for dem at løfte lærerlønninger og lønninger til sygeplejersker og alt muligt andet, og hvad der i virkeligheden risikerer at erodere deres folkelige opbakning.

Så vi vil gerne bruge energi på at bygge dem op. For det er dem, der kan være den rigtige part over for Israel, som aktuelt har en regering, som ikke rigtig er åben over for det her, men som jo også er et demokrati. Og der findes jo også en anden holdning i det israelske samfund, og det er med afsæt i de to parter, altså en israelsk regering og et palæstinensisk selvstyre, vi skal udvikle en tostatsløsning. Igen vil jeg også sige, at en sådan tostatsløsning rummer mange komponenter, og at en af dem nødvendigvis vil være, hvordan man så sikrer, at det bliver to stater, der lever i fred med hinanden, og at det formentlig kræver en eller anden form for ekstern militær tilstedeværelse.

Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Det næste spørgsmål er ligeledes til udenrigsministeren, og jeg byder velkommen til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten, som stiller spørgsmålet.