Tak for svaret. Ja, det er fuldstændig rigtigt. Vi lavede en aftale om det her. Det var, fordi jeg bragte det op til ministerens forgænger og sagde, at vi simpelt hen er nødt til at gøre noget ved det her problem. Det er ikke noget nyt. Det har jeg gjort i mange år, men nu lykkedes det så endelig at få skrevet det ind i lovgivningen, og det er jeg selvfølgelig rigtig, rigtig glad for.
Men mener ministeren så reelt set også, at den ændring af forældreansvarsloven, som vi sidder med nu, effektivt lukker de huller? Giver man eksempelvis reelt set de effektive retsmidler, der skal til,sådan at vi slår fuldstændig fast, at det har konsekvenser for den person, som holder børnene væk fra den anden, altså laver samværschikane og forældrefremmedgørelse. Er der nogle effektive retsmidler, som gør, at vi ikke ender med igen at skulle sidde og se på sager, hvor der er givet dagbøder eller der slet ikke er nogen som helst konsekvens? Vi kunne eksempelvis se på noget, som jeg selv har foreslået tidligere: Hvis man chikanerer den anden forælder og ikke vil udlevere børnene tilpas mange gange, mister man eksempelvis bopælsretten i forhold til børnene. Det er også i barnets tarv at være hos en forælder, der kan finde ud af at se ud over sin egen næsetip. Det er den ene ting.
Den anden ting er så også, om ministeren mener, at vi også effektivt sikrer, at man laver de her, jeg vil næsten kalde dem psykiatriske vurderinger af nogle af de her forældre. For hvis man, undskyld mit franske, er så forskruet, at man helt oprigtigt mener, at det er okay at holde et barn væk baseret på falske beskyldninger og påstande fra den anden forælder, fordi man selv er forsmået eller på grund af andre ting, jamen, så er det jo noget, der skal opdages langt, langt tidligere.
Mener ministeren, at alle de her ting, som vi jo drøftede i forhandlingerne, og som der står i den aftale, vi lavede, er taget med i det ændringsforslag til forældreansvarsloven, som vi kommer til at behandle her ganske snart?