Tak for spørgsmålet. Jeg vil sige, at jeg grundlæggende har det sådan, at udlændinge, som er indkvarteret på Kærshovedgård, selvfølgelig ikke skal være en del af det danske samfund på lige fod med borgere, som har lov til at være i Danmark. De skal i stedet rejse hjem, og det er også afspejlet i de forhold, som gælder for udlændinge, som ikke har lovligt ophold; de har i yderst begrænset omfang mulighed for at modtage kontanter fra Udlændingestyrelsen, og udlændinge uden ophold på centrene har heller ikke ret til at arbejde i Danmark og tjene penge.
Jeg har derfor svært ved at se, hvordan de pågældende på lovlig vis skal kunne erhverve sig et køretøj med de midler, som de kan opnå under indkvartering på Kærshovedgård. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at køretøjet, som man har under et eventuelt ophold, blev erhvervet, inden den pågældende blev indkvarteret på Kærshovedgård, eller at man har adgang til en bil, som man ikke selv ejer, mens man er på centeret.
I de situationer, hvor en indkvarteret udlænding ejer en bil, vil det i visse tilfælde være muligt for politiet at beslaglægge den, og jeg vil også gerne afslutte med at sige, at jeg synes, det er grundlæggende frustrerende, at folk, som slet ikke skulle have lov til at være i Danmark, alligevel kører land og rige rundt i biler, som måske ikke engang er deres egne. Jeg har derfor bedt mit ministerium om at se på, om det inden for rammerne af vores internationale forpligtelser vil være muligt og også hensigtsmæssigt at ændre på reglerne på det her område. Tak for ordet.