L 95 Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven.

(Ændring af regler om bedre fordeling af børn i daginstitutioner og obligatorisk læringstilbud).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 12-12-2024

Afgivet: 12-12-2024

Betænkning afgivet af Børne- og Undervisningsudvalget den 12. december 2024

20241_l95_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Børne- og Undervisningsudvalget den 12. december 2024

1. Ændringsforslag

Børne- og undervisningsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, SF, LA, M og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (DD, KF, DF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (ALT) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslaget stemme for det stillede ændringsforslag.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Alternativet

Alternativets medlem af udvalget bemærker, at Alternativet stemmer gult til lovforslaget, da partiet generelt er imod indførelsen af 30-procentsloftet. Loftet begrænser andelen af børn fra udsatte boligområder i enkelte daginstitutioner og udgør et alvorligt indgreb i forældres ret til frit at vælge daginstitution. Samtidig afskærer det børns mulighed for at få en plads i en daginstitution tæt på deres hjem. Alternativet støtter den del af lovforslaget, der undtager børn af forældre i beskæftigelse eller under uddannelse fra 30-procentsreglen. Denne undtagelse kan bidrage til at fastholde vigtige lokale daginstitutionstilbud i udsatte boligområder. Alternativet kan derimod ikke bakke op om forslaget om at anvende reglerne for bedre fordeling af børn og obligatoriske læringstilbud, i op til 3 år efter at et boligområde er fjernet fra listen over udsatte boligområder. Alternativet frygter, at denne del af lovforslaget vil forstærke og forlænge de negative konsekvenser for både familierne og de lokale daginstitutioner i de udsatte boligområder.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af børne- og undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I den under nr. 5 foreslåede § 26 b ændres i stk. 6, nr. 3, »eller« til: »og«.

[Lovteknisk præcisering]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en sproglig præcisering af rent lovteknisk karakter, som ikke indebærer nogen realitetsændring.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 7. november 2024 og var til 1. behandling den 19. november 2024. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og Undervisningsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og børne- og undervisningsministeren sendte den 26. juni 2024 dette udkast til udvalget, jf. BUU alm. del - bilag 215, folketingsåret 2023-24. Den 7. november 2024 sendte børne- og undervisningsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 2 spørgsmål til børne- og undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Astrid Krag (S) Lasse Haugaard Pedersen (S) Jesper Petersen (S) Kim Aas (S) Kris Jensen Skriver (S) Matilde Powers (S) Sara Emil Baaring (S) nfmd. Thomas Skriver Jensen (S) Trine Bramsen (S) Anni Matthiesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Linea Søgaard-Lidell (V) Peter Juel-Jensen (V) Rosa Eriksen (M) Rasmus Lund-Nielsen (M) Karina Adsbøl (DD) fmd. Marlene Harpsøe (DD) Helena Artmann Andresen (LA) Carl Andersen (LA) Lise Bertelsen (KF) Birgitte Bergman (KF) Mette Thiesen (DF) Alex Ahrendtsen (DF) Sigurd Agersnap (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Sofie Lippert (SF) Mai Villadsen (EL) Lotte Rod (RV) Christina Olumeko (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)24
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)15
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)13
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Dansk Folkeparti (DF)7
Radikale Venstre (RV)6
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)6