Skriftlig fremsættelse (7. november
2024)
Ældreministeren (Mette Kierkgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om lokalplejehjem
(Lovforslag nr. L 90)
Lovforslaget udmønter sammen med det
samtidigt fremsatte forslag til ældrelov, forslag til lov om
ældretilsyn, forslag til lov om ændring af lov om
friplejeboliger og lov om almene boliger m.v. og forslag til lov om
ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, lov om
socialtilsyn og forskellige andre love (Ændringer som
følge af ældreloven, lov om ældretilsyn og lov
om lokalplejehjem) (følgelovforslaget) de
lovgivningsmæssige elementer i aftalen, som regeringen
(Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne,
Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative
Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 18. april 2024 om en
reform på ældreområdet.
Lovforslagets formål er at give
kommunalbestyrelserne mulighed for at etablere kommunale
aktieselskaber, der driver lokalplejehjem. Hensigten med
lovforslaget er at give ældre borgere øget valgfrihed
samt frisætte det kommunale plejehjemsområde,
understøtte at lokalområdet tager del i forvaltningen
af lokalplejehjem og at skabe et større ledelsesrum ved at
frisætte plejehjemmets ledelse og drift.
Med lovforslaget skabes der hjemmel til, at
kommunalbestyrelserne kan etablere kommunale aktieselskaber, der
driver lokalplejehjem. Det vil være op til den enkelte
kommunalbestyrelse, hvorvidt de ønsker at gøre brug
af muligheden.
Det foreslås desuden, at
lokalplejehjem etableres som et aktieselskab, der kan ejes af en
eller flere kommuner. I forlængelse heraf foreslås det,
at lokalplejehjem vil skulle etableres efter reglerne i
selskabsloven og tage afsæt i den organisering og de
ledelsesprincipper, der følger heraf.
Lovforslaget regulerer konkrete forhold
vedr. det kommunale aktieselskabs etablering, afregningsmodel,
muligheder for låntagning, overenskomst mv., herunder, at
lokalplejehjem:
- Indgår i den kommunale forsyning,
og kommunalbestyrelsen har anvisningsretten til lokalplejehjem.
- På markedsvilkår kan
sælge tilkøbsydelser til beboerne udover, hvad
beboerne er berettiget til efter gældende lovgivning.
- Lejer servicearealet af bygningsejeren -
en almen boligorganisation, selvejende almen
ældreboliginstitution eller kommunen selv. Bygningsejer
forestår udlejning af boligerne til lokalplejehjems
beboere.
Det foreslås desuden, at
lokalplejehjem ikke skal være omfattet af kommunens
retningslinjer for øvrige almene plejeboliger eller
kommunale plejehjem, med mindre kommunalbestyrelsen træffer
anden bestemmelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.