Skriftlig fremsættelse 2. oktober
2024
Transportministeren (Thomas Danielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
luftfart, lov om ændring af lov om luftfart og
ophævelse af lov om forlængelse af Danmarks deltagelse
i det skandinaviske luftfartssamarbejde (Ændring af
safety-afgiften og erstatningsansvarsgrænser,
præcisering af bestemmelser vedrørende
EU-/EØS-statsborgere og EU-/EØS-selskabers
registrering af luftfartøjer i Danmark m.v.)
(Lovforslag nr. L 9)
Med lovforslaget foreslås, at der i
kølvandet på covid-19-pandemien igen skabes balance
mellem udgifterne til tilsyn på luftfartsområdet og
indtægterne til dækning heraf via
safety-afgiftsordningen. Safety-afgiften udgør pr. 1. januar
2025 6 kr. pr. passager, der befordres fra en dansk lufthavn. Med
lovforslaget hæves satsen til 8 kr. pr. 1. januar 2025, og
der foreslås en gradvis forøgelse af
safety-afgiftssatsen frem mod 1. januar 2028 til 14 kr. pr.
passager. Desuden foreslås den nugældende
reguleringsmekanisme for safety-afgiften ophævet, og at
afgiften i stedet fremover omfattes af løbende
PL-regulering.
Foruden en ændring af safety-afgiften
foreslås en række ændringer af teknisk karakter i
luftfartsloven.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.
Da der er tale om erhvervsrettet
lovgivning, skal jeg venligst opfordre til, at lovforslaget
vedtages fire uger før den 28. december 2024, hvor det
foreslås, at forslaget skal træde i kraft.