Skriftlig fremsættelse (7. november
2024)
Social- og
boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
almene boliger m.v. (Nedlæggelse af Center for Boligsocial
Udvikling som følge af opgavebortfald m.v.)
(Lovforslag nr. L 86)
Lovforslaget er et led i
gennemførelsen af regeringens flerårige arbejdsprogram
på det statslige område, som bl.a. har til formål
at understøtte opgavebortfald og begrænse
administration i staten.
Regeringen har som led i oplægget til
politisk prioriteret opgavebortfald besluttet, at det midlertidige
statslige tilskud til Center for Boligsocial Udvikling skal
bortfalde fra 2025 og frem.
Forslaget vil indebære, at
Landsbyggefondens støtteperiode forkortes med to år
(årene 2025 og 2026).
På den baggrund foreslås det,
at Center for Boligsocial Udvikling nedlægges med udgangen af
2024.
Af hensyn til, at der fortsat foretages
analyser på det boligsociale område, foreslås
det, at Landsbyggefonden i årene 2025 og 2026 af de midler,
der er overført til landsdispositionsfonden, jf. § 89,
inden for en årlig ramme på 7,1 mio. kr. kan finansiere
en særlig indsats vedrørende indsamling af viden,
analyser og deling af viden om boligsociale indsatser.
Landsbyggefonden vil fastsætte
nærmere indhold af indsatsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.