Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 3. december 2024
Forslag
til
Lov om udbygning af rute 11 mellem Korskro og
Varde1)
Kapitel 1
Anlægsprojektet
§ 1.
Transportministeren bemyndiges til at udbygge rute 11 mellem
Korskro og Varde, jf. bilag 1, herunder at anlægge og
omlægge kommunale veje og stier.
§ 2.
Transportministeren kan foretage de dispositioner, som er
nødvendige med henblik på gennemførelsen af
anlægsprojektet nævnt i § 1.
Kapitel 2
Rammerne for
projektets miljømæssige påvirkninger
§ 3.
Anlægsprojektet nævnt i § 1 skal
gennemføres inden for rammerne af de udførte
vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet,
jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.
§ 4.
Anlægsmyndigheden udfører
afværgeforanstaltninger ved gennemførelsen af
anlægsprojektet nævnt i § 1 i henhold til den
gennemførte miljøkonsekvensvurdering, jf. kapitel 2 a
i lov om offentlige veje m.v.
Kapitel 3
Fravigelse af
anden lovgivning og klageadgange
§ 5.
Anlægsprojektet nævnt i § 1 kræver ikke
tilladelse efter § 35, stk. 1, i lov om planlægning og
§ 20 og § 65, stk. 1 og 2, i lov om naturbeskyttelse.
Stk. 2. Reglerne
om kommune- og lokalplaner i lov om planlægning og reglerne i
museumslovens kapitel 8 og 8 a finder ikke anvendelse på
anlægsprojektet nævnt i § 1.
Stk. 3.
Hensynene bag bestemmelserne, der er nævnt i stk. 1 og 2,
varetages af transportministeren.
§ 6.
Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende
anlægsprojektet nævnt i § 1, som træffes
efter lov om miljøbeskyttelse, lov om naturbeskyttelse og
lov om vandløb med undtagelse af kapitel 13 og regler
udstedt i medfør af disse love, og miljøministerens
afgørelser, som træffes efter lov om skove, kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk.
2.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsens og miljøministerens afgørelser
vedrørende anlægsprojektet i henhold til de love og
regler, der er nævnt i stk. 1, kan påklages til
transportministeren.
Stk. 3.
Transportministeren kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens
og miljøministerens beføjelser efter de love og
regler, der er nævnt i stk. 1, i en nærmere bestemt
sag, der vedrører anlægsprojektet.
Stk. 4. De
kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med
kommunalbestyrelsens sager omfattet af stk. 1, herunder anmodninger
om aktindsigt i disse sager.
Stk. 5.
Transportministeren kan til brug for behandlingen af sager efter
stk. 2 og 3 fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt
til at tilvejebringe oplysninger, herunder om, at oplysningerne
skal afgives i en bestemt form, til brug for en vurdering af
forhold, der reguleres efter de love og regler, der er nævnt
i stk. 1, inden for den pågældende kommune.
Kapitel 4
Ledningsarbejder
§ 7.
Arbejder på ledninger i eller over arealer i området,
hvor anlægsprojektet nævnt i § 1 skal
gennemføres, herunder om nødvendigt flytning af
ledninger, i forbindelse med arbejder, der iværksættes
af anlægsmyndigheden under gennemførelsen af
anlægsprojektet, betales af ledningsejeren, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. Stk. 1
finder ikke anvendelse, hvis andet er særligt bestemt ved
aftale, ved kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat
i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation
vedrørende fast ejendom eller ved afgørelse truffet
af en kommunalbestyrelse efter §§ 37 og 38, jf. §
40, i lov om vandforsyning m.v.
Stk. 3. Arbejder
på ledninger, jf. stk. 1, udføres af vedkommende
ledningsejer, medmindre andet er særligt aftalt eller
fremgår af stk. 2.
§ 8.
Anlægsmyndigheden skal ved gennemførelsen af
anlægsprojektet nævnt i § 1 tage hensyn til
ledninger omfattet af § 7 og drøfte et planlagt arbejde
med ledningsejeren med henblik på at undersøge,
hvordan anlægsarbejdet kan tilrettelægges på den
mest hensigtsmæssige måde for begge parter.
Stk. 2. Kan der
ikke opnås enighed efter stk. 1 mellem
anlægsmyndigheden og ledningsejeren omfattet af § 7 om,
hvordan planlagte anlægsarbejder på de arealer, hvori
eller hvorover ledningerne er anbragt, skal tilrettelægges,
kan transportministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at
det planlagte anlægsarbejde påbegyndes,
gennemføre anlægsarbejdet og kræve bestemte
ledningsarbejder udført af ledningsejeren.
Stk. 3.
Transportministeren kan i særlige tilfælde lade de
ledningsarbejder, der er nævnt i stk. 2, udføre for
ledningsejerens regning.
§ 9.
Tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af § 7 og
tvister om erstatning som følge af en afgørelse
truffet i medfør af § 8 afgøres af
ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast
ejendom.
Stk. 2. Reglerne
i § 103 i lov om offentlige veje m.v. finder anvendelse ved
erstatningsfastsættelsen.
Kapitel 5
Støjisoleringsordning
§
10. Vejdirektoratet etablerer en ordning, hvorefter der kan
ydes tilskud til facadeisolering af helårsboliger, der er
særlig støjramte efter udbygning af
anlægsprojektet nævnt i § 1.
Stk. 2.
Ansøgning om tilskud til facadeisolering efter stk. 1 skal
været modtaget, senest 36 måneder efter at
vejanlægget er taget i brug.
Stk. 3.
Vejdirektoratets afgørelse om tilskud til facadeisolering
efter stk. 1 kan påklages til transportministeren.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er
meddelt den pågældende.
Stk. 4.
Ordningen om tilskud til facadeisolering ophører, 60
måneder efter at vejanlægget er taget i brug.
Kapitel 6
Domstolsprøvelse
§
11. Søgsmål til prøvelse af
afgørelser efter denne lov skal være anlagt, inden 6
måneder efter at afgørelsen er meddelt adressaten
eller offentliggjort.
Stk. 2. Ved
søgsmål om miljøforhold, der er omfattet af
denne lov, skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke
er uoverkommeligt høje for de berørte parter.
Kapitel 7
Ikrafttræden
§
12. Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2.
Transportministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ophævelse.
Bilag 1
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring
af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L
206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv
2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193,
og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF
af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende
2010, nr. L 20, side 7.