L 73 A Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Ændring af samtykkemodel for organdonation til en blød model af aktivt fravalg).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 2. beh./Direkte til 3. beh.

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 17-12-2024

Optrykt: 17-12-2024

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 17. december 2024

20241_l73a_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 17. december 2024

Forslag

til

Lov om ændring af sundhedsloven

(Ændring af samtykkemodel for organdonation til en blød model af aktivt fravalg)

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 5. september 2024, som ændret ved lov nr. 1779 af 28. december 2023, foretages følgende ændring:

1. § 53 affattes således:

»§ 53. Fra en person, der er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller lignende institution, kan væv og andet biologisk materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske efter reglerne i stk. 3-5.

Stk. 2. Personer, der er fyldt 18 år, og som er bopælsregistreret i Danmark i Det Centrale Personregister (CPR), er omfattet af Organdonorregisteret.

Stk. 3. Indgrebet må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom i Organdonorregisteret. Det samme gælder, hvis personen mundtligt eller skriftligt har udtalt sig for et sådant indgreb. Pårørende til afdøde kan ikke modsætte sig indgrebet, hvis afdøde skriftligt har truffet bestemmelse herom i Organdonorregisteret eller har truffet anden skriftlig eller mundtlig bestemmelse herom, medmindre afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept.

Stk. 4. Uden for de i stk. 3 nævnte tilfælde må indgrebet kun foretages, såfremt der ikke foreligger nogen tilkendegivelse fra afdøde imod indgrebet og afdødes nærmeste giver samtykke til indgrebet. Efterlader afdøde sig ingen nærmeste, må indgrebet ikke foretages.

Stk. 5. Er afdøde under 18 år, må indgrebet kun foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har givet samtykke til indgrebet.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om drift m.v. af Organdonorregisteret, herunder udformning og registrering.

Stk. 7. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om målrettede påmindelser vedrørende bekræftelse af stillingtagen i Organdonorregisteret.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2025.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men loven kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger. Lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.