L 70 Forslag til lov om ændring af lov om betalingskonti, lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om Danmarks Nationalbank og forskellige andre love.

(Adgang til en basal erhvervskonto for erhvervsdrivende og foreninger, tilsyn efter forordning om europæiske grønne obligationer og åremålsansættelse for direktionen i Danmarks Nationalbank m.v.).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-11-2024

Fremsættelse: 05-11-2024

Skriftlig fremsættelse (5. november 2024)

20241_l70_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. november 2024)

Erhvervsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om betalingskonti, lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om Danmarks Nationalbank og forskellige andre love (Adgang til en basal erhvervskonto for erhvervsdrivende og foreninger, tilsyn efter forordning om europæiske grønne obligationer og åremålsansættelse for direktionen i Danmarks Nationalbank m.v.)

(Lovforslag nr. L 70)

Lovforslaget indeholder en række ændringer, som har det fælles formål at understøtte, at den finansielle regulering fortsat er tidssvarende samt understøtter en robust finansiel sektor og forbrugernes tillid til de finansielle markeder.

Det er vigtigt, at der er gode rammevilkår i Danmark for at åbne og drive virksomhed og til at oprette foreninger. Gode rammevilkår omfatter blandt andet, at virksomhederne og foreningerne har adgang til at åbne en konto i banken. Med lovforslaget indføres der derfor en styrket adgang til en basal betalingskonto for erhvervsdrivende og foreninger.

Lovforslaget indeholder en ændring af bestemmelsen om udpegning af direktører i Nationalbanken, så der indføres åremålsansættelse for direktionen. Det svarer til de vilkår, der anvendes i andre centralbanker og den statslige forvaltning.

Lovforslaget gennemfører nødvendige ændringer, der skal sikre implementering af fælleseuropæisk regulering. Blandt andet fastsætter lovforslaget en række tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser for at sikre, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med overholdelse af forordningen om europæiske grønne obligationer i dansk ret.

Lovforslaget indeholder endvidere en række justeringer og præciseringer, der er nødvendige for at holde den finansielle regulering relevant og præcis.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige behandling.