L 62 Forslag til lov om ændring af lov om en investeringsfond for Færøerne m.v.

(Overdragelse af investeringsfonden til Færøerne).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Færøudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 23-10-2024

Fremsat: 23-10-2024

Fremsat den 23. oktober 2024 af erhvervsministeren (Morten Bødskov)

20241_l62_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 23. oktober 2024 af erhvervsministeren (Morten Bødskov)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om en investeringsfond for Færøerne m.v.

(Overdragelse af investeringsfonden til Færøerne)

§ 1

I lov nr. 28 af 29. januar 1964 om en investeringsfond for Færøerne m.v., som ændret ved lov nr. 217 af 27. maj 1970, lov nr. 153 af 31. marts 1976, § 1 i lov nr. 566 af 16. november 1977, lov nr. 350 af 18. april 2007 og lov nr. 512 af 27. maj 2013, foretages følgende ændring:

1. Efter § 1 indsættes:

»§ 1 a. Fonden overdrages til de færøske myndigheder.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
 
1.
Indledning
2.
Lovforslagets hovedpunkter
 
2.1.
Overdragelse af Investeringsfonden til de færøske myndigheder
  
2.1.1.
Gældende ret
  
3.1.2.
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.
Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
6.
Klimamæssige konsekvenser
7.
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
8.
Forholdet til EU-retten
9.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10.
Sammenfattende skema


1. Indledning

Investeringsfonden for Færøerne har siden 1976 været administreret af de færøske myndigheder.

Der har længe fra skiftende landsstyrer været et ønske om, at Investeringsfonden for Færøerne overdrages til de færøske myndigheder. I januar 2024 indgik regeringen og Færøernes landsstyre en hensigtserklæring herom.

På den baggrund foreslås det, at lov om en investeringsfond for Færøerne m.v. ændres, så fonden overdrages til de færøske myndigheder den 1. januar 2025. Det fremgår af hensigtserklæringen, at overdragelse sker ved lovændring.

Lovforslaget er forelagt for de færøske myndigheder til udtalelse.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Overdragelse af Investeringsfonden til de færøske myndigheder

2.1.1. Gældende ret

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om en investeringsfond for Færøerne m.v., at der oprettes en investeringsfond for Færøerne. Fondens midler er tilvejebragt ved statstilskud.

Af bemærkningerne til lovens § 1 følger det, at fonden blev oprettet ved statstilskud, så der blev tilvejebragt et grundlag for udvikling og differentiering af det færøske erhvervsliv, jf. Folketingstidende 1963-64, tillæg A, spalte 350. Fonden skulle i første række yde lån til investeringer i offentlige anlæg, der udgør det nødvendige grundlag for en fortsat økonomisk udvikling, og i anden række tillige lån, der direkte kan bidrage til erhvervslivets udbygning.

Det fremgår af § 2 i lov om en investeringsfond for Færøerne m.v., at fonden ledes af en bestyrelse, der udpeges af det færøske hjemmestyre.

Af § 3, stk. 3, fremgår det, at de nærmere regler om fondens virksomhed fastsættes af hjemmestyret.

Det fremgår af bemærkningerne til § 2 og § 3, stk. 3, at bestemmelsernes ordlyd er formuleret på baggrund af anbefaling fra det rådgivende udvalg vedrørende Færøerne med henblik på en øget færøsk indflydelse, således at det er overladt til det færøske hjemmestyre alene at udpege bestyrelsens formand og medlemmer samt fastsætte de nærmere regler for fondens virksomhed inden for rammerne af lovens § 3, jf. Folketingstidende 1975-76, tillæg A, spalte 3808.

Det følger heraf, at de færøske myndigheder siden 1976 har haft kompetencen til at beslutte, hvem der sidder i bestyrelsen samt fastsætte nærmere regler om fondens virksomhed.

Sager og sagsområder overtages efter reglerne i lov nr. 578 af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder (overtagelsesloven). Det fremgår af lovens § 1, stk. 1, at loven omfatter samtlige sager og sagsområder, jf. dog § 1, stk. 2. Efter § 1, stk. 2, omfatter loven ikke statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt valuta- og pengepolitik.

Efter § 13 i lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre (hjemmestyreloven) forbliver alle gældende bestemmelser på Færøerne, der ikke strider mod hjemmestyreloven, i kraft, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed.

Det fremgår af bemærkningerne til § 13, jf. Rigsdagstidende 1947-48, tillæg A, spalte 4602, at der med udtrykket "rette myndighed" er tænkt på den myndighed, der efter lovens ikrafttræden til enhver tid har kompetencen til at træffe bestemmelserne for det pågældende område.

Bestemmelsen i hjemmestyrelovens § 13 finder tilsvarende anvendelse i forhold til sager og sagsområder, der er omfattet af overtagelsesloven, jf. overtagelseslovens § 5, stk. 1.

Det fremgår af fondslovens § 1, stk. 4, nr. 1, at fonde, der er oprettet ved lov, ikke er omfattet af fondsloven.

Det fremgår ligeledes af § 3, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsdrivende fonde, at fonde, der er oprettet ved lov, ikke er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.

Investeringsfonden for Færøerne er således ikke omfattet af fondsloven eller lov om erhvervsdrivende fonde, da fonden er nedsat ved lov, jf. § 1, stk. 1, i lov om en investeringsfond for Færøerne m.v.

3.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

For at følge op på hensigtserklæringen fra januar 2024 mellem regeringen og Færøernes landsstyre om overdragelse af Investeringsfonden for Færøerne ved lov er det Erhvervsministeriets vurdering, at fonden skal overdrages til de færøske myndigheder ved ændring af lov om en investeringsfond for Færøerne m.v. Vedtages lovforslaget, har de færøske myndigheder herefter også den lovgivende magt vedrørende fonden, jf. overtagelseslovens § 3.

Med bestemmelserne i § 2 og § 3, stk. 3, i lov om en investeringsfond for Færøerne m.v., som blev indsat ved en lovændring i 1976, har Færøernes hjemmestyre haft kompetencen til at beslutte, hvem der sidder i bestyrelsen samt fastsætte nærmere regler om fondens virksomhed.

Siden 1976 har de færøske myndigheder derfor i praksis administreret fonden. Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at fonden overdrages til de færøske myndigheder, således at de færøske myndigheder fremadrettet har kompetencen til at regulere forhold om fonden og disponere over aktiverne i fonden. Med en overdragelse har de færøske myndigheder således det fulde ansvar for fonden, herunder det økonomiske ansvar.

Det foreslås at indsætte et nyt § 1 a i loven, hvoraf det følger, at Investeringsfonden for Færøerne overdrages til de færøske myndigheder.

Den foreslåede ordning vil medføre, at fonden overdrages til de færøske myndigheder den 1. januar 2025, når loven træder i kraft. Den gældende lovgivning om fonden vil fortsat finde anvendelse på Færøerne i overensstemmelse med overtagelseslovens § 5, stk. 1, jf. hjemmestyrelovens § 13. De færøske myndigheder kan ændre disse regler, såfremt Lagtinget beslutter sig for dette.

For nærmere om den foreslåede ordning henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

En overdragelse af fonden til de færøske myndigheder repræsenterer et tab for de offentlige finanser, hvilket vurderes som udgangspunkt at svare til fondens aktiver på 653 mio. kr. Det vurderes, at tabet forbundet med overdragelsen af fonden vil medføre et finansieringsbehov på 93 mio. kr. årligt i 2025-2028, idet en udgiftsvirkning ved kapitaloverførsler udglattes over en 7-årig periode i opgørelsen af den strukturelle saldo. Samlet set vil det medføre et udgiftsbehov på 372 mio. kr. i alt i FL-perioden 2025-2028 svarende til svækkelsen af den strukturelle offentlige saldo.

Lovforslaget har ikke implementeringskonsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for kommunerne eller regionerne.

De syv principper for digitaliseringsklar lovgivning vurderes at ikke være relevante for lovforslaget.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra d. 28. juni 2024 til d. 22. august 2024, været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Dansk Erhverv, Dansk Industri og Færøernes Hjemmestyre.

De færøske myndigheder har indstillet til, at loven sættes i kraft for Færøerne.

 
 
10. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/
Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/
Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Udgiftsbehov på 372 mio. kr. i alt i
FL-perioden 2025-2028.
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
 
Er i strid med de fem principper for implementering af
erhvervsrettet EU-regulering
(der i relevant omfang
også gælder ved implementering af ikke-erhvervsrettet
EU-regulering) (sæt X)
Ja
Nej
X


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om en investeringsfond for Færøerne m.v., at der oprettes en investeringsfond for Færøerne. Fondens midler er tilvejebragt ved statstilskud.

Sager og sagsområder overtages efter reglerne i lov nr. 578 af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder (overtagelsesloven). Det fremgår af lovens § 1, stk. 1, at loven omfatter samtlige sager og sagsområder, jf. dog § 1, stk. 2. Efter § 1, stk. 2, omfatter loven ikke statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt valuta- og pengepolitik.

Efter § 13 i lov om Færøernes hjemmestyre (hjemmestyreloven) forbliver alle gældende bestemmelser på Færøerne, der ikke strider mod hjemmestyreloven, i kraft, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed.

Det fremgår af forarbejderne til § 13, jf. Rigsdagstidende 1947-48, tillæg A, spalte 4602, at der med udtrykket "rette myndighed" er tænkt på den myndighed, der efter lovens ikrafttræden til enhver tid har kompetencen til at træffe bestemmelserne for det pågældende område.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte en ny § 1 a i lov om en investeringsfond for Færøerne m.v. Ifølge den foreslåede bestemmelse overdrages Investeringsfonden for Færøerne til de færøske myndigheder.

Forslaget indebærer, at Investeringsfonden for Færøerne overdrages til de færøske myndigheder på tidspunktet for lovens ikrafttræden den 1. januar 2025. Med en overtagelse vil de færøske myndigheder have det fulde ansvar for fonden, herunder det økonomiske ansvar. Virkningen af bestemmelsen er, at fondens midler overgår til de færøske myndigheder, og at det fra ikrafttrædelsestidspunktet af loven den 1. januar 2025, jf. lovforslagets § 2, er de færøske myndigheder, der også har den lovgivende magt og dermed kompetencen til at regulere alle forhold vedrørende fonden og dens midler fremadrettet, herunder hvordan fonden indrettes, hvordan midlerne i fonden skal udmøntes m.v. Gældende lovgivning om fonden vil forblive i kraft, indtil de færøske myndigheder måtte ønske at ændre eller ophæve denne, jf. overtagelseslovens § 5, stk. 1, jf. hjemmestyrelovens § 13.

Til § 2

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2025.

Bestemmelsen medfører, at loven træder i kraft den 1. januar 2025, og at Investeringsfonden for Færøerne overdrages til de færøske myndigheder på denne dato.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov nr. 28 af 29. januar 1964 om en investeringsfond for Færøerne m.v., som ændret ved lov nr. 217 af 27. maj 1970, lov nr. 153 af 31. marts 1976, § 1 i lov nr. 566 af 16. november 1977, lov nr. 350 af 18. april 2007 og lov nr. 512 af 27. maj 2013, foretages følgende ændringer:
   
  
1. Efter § 1 indsættes:
»§ 1a. Fonden overdrages til de færøske myndigheder.«