Skriftlig fremsættelse (23. oktober
2024)
Erhvervsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om kønsfordeling
blandt ledelsesmedlemmer i visse store børsnoterede
aktieselskaber (kønsbalanceloven)
(Lovforslag nr. L 61)
Danmark har i
en årrække arbejdet for at forbedre
kønsfordelingen i selskabers ledelse ud fra et ønske
om at være i front inden for ligestilling, herunder at
øge andelen af det underrepræsenterede køn i
store børsnoterede selskaber.
Lovforslaget
har til formål at gennemføre
kønsbalancedirektivet. Der foreslås en fuld
implementering af direktivet, der skal sikre et
hensigtsmæssigt samspil mellem reglerne i direktivet og de
gældende danske regler om det underrepræsenterede
køn. Hensigten med lovforslaget er, at de omfattede
selskaber ikke bliver underlagt lempeligere regler end de
gældende regler.
Lovforslaget
har til formål at forbedre kønsfordelingen i visse
store børsnoterede aktieselskaber. Lovforslaget finder ikke
anvendelse på selskaber med mindre end 250 medarbejdere og
som har en årlig omsætning på højst 50
mio. euro eller en årlig samlet balance på højst
43 mio. euro.
Det
foreslås, at selskaber bliver omfattet af et måltal for
det underrepræsenterede køn på 40 pct. af
posterne i det øverste ledelsesorgan. Det foreslås
desuden, at selskaber, som ikke når måltallet på
40 pct. senest den 30. juni 2026, skal justere processen for
udvælgelse af kandidater til udpegning eller valg til poster
som ledelsesmedlem i det øverste ledelsesorgan. Det
foreslås endvidere, at aktieselskaberne skal fastsætte
individuelle kvantitative mål med henblik på at
forbedre kønsfordelingen blandt øvrige
ledelsesniveauer. Derudover foreslås det, at det centrale
ledelsesorgan skal udarbejde en politik for at øge andelen
af det underrepræsenterede køn på selskabets
øvrige ledelsesniveauer. Ydermere foreslås det, at
selskaberne skal rapportere om kønsbalancen i det
øverste ledelsesorgan, direktion og på øvrige
ledelsesniveauer.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.