Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 28. november 2024
Forslag
til
Lov om handel med brugte genstande samt
pantelånervirksomhed1)
Kapitel 1
Anvendelsesområde
§ 1.
Denne lov finder anvendelse på enhver, der er etableret her i
landet og i erhvervsmæssigt øjemed driver virksomhed
med
1) handel med
eller køb af brugte genstande, der ikke sker som et
sædvanligt led i en handelsvirksomhed med nye genstande eller
i en håndværks- eller industrivirksomhed,
2)
onlineauktioners salg af brugte genstande,
3) udlån
af penge mod håndpant og formidling af sådanne
lån (pantelånervirksomhed) eller
4) køb af
genstande med tilbagekøbsret for sælger.
Stk. 2. Loven
gælder ikke for
1) handel med
eller køb af registreringspligtige
motorkøretøjer,
2) ydelse og
formidling af lån mod håndpant i værdipapirer
eller registreringspligtige motorkøretøjer eller for
udlånsvirksomhed, der omfattes af lov om finansiel
virksomhed, og
3) salg af
brugte genstande, der foretages af almenvelgørende eller
almennyttige foreninger m.v. og religiøse samfund, der er
godkendt efter ligningsloven.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, at reglerne i
kapitel 3 og 5 helt eller delvis skal gælde for anden
erhvervsvirksomhed ved handel med eller køb af brugte
genstande end den, der efter stk. 1 omfattes af loven, og for
auktionsholderes virksomhed vedrørende salg af brugte
genstande.
Stk. 4.
Justitsministeren kan for udøvelse af virksomhed som
nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4, fastsætte regler om
tilladte aftalevilkår m.v., herunder om størrelsen af
renter af udlånte beløb, som må kræves,
uanset om virksomheden er etableret her i landet.
Kapitel 2
Bevilling
§ 2.
Den, der driver virksomhed omfattet af loven, skal have bevilling
udstedt af politiet.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter regler om et gebyr for
udstedelse af bevilling og om sagsbehandlingen ved udstedelse af
bevilling i henhold til loven.
§ 3.
Bevilling kan efter ansøgning meddeles personer, der
1) har
forretningsadresse her i landet,
2) ikke er
umyndige, jf. dog værgemålslovens § 43, stk. 1,
under værgemål efter værgemålslovens §
5 eller under samværgemål efter
værgemålslovens § 7 og
3) ikke er under
rekonstruktionsbehandling eller konkurs.
Stk. 2.
Bevilling kan nægtes den, der er dømt for strafbart
forhold, såfremt forholdet begrunder en nærliggende
fare for misbrug af bevillingen, jf. straffelovens § 78, stk.
2, eller der i øvrigt efter de oplysninger, der foreligger
om den pågældendes personlige forhold, er særlig
grund til at antage, at den pågældende ikke vil drive
virksomheden på forsvarlig måde.
Stk. 3.
Bevilling kan endvidere nægtes den, der har betydelig
forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås
gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. eller derover.
§ 4.
Bevilling kan meddeles her i landet hjemmehørende selskaber,
foreninger, fonde og lign., når medlemmerne af selskabets
direktion og bestyrelse opfylder betingelserne i § 3, stk. 1,
nr. 2 og 3. Udenlandske selskaber m.v. af den art, som er
nævnt i 1. pkt., kan meddeles bevilling, hvis dette er
hjemlet i international aftale eller i bestemmelser fastsat af
justitsministeren.
Stk. 2.
Bevilling kan nægtes, hvis der foreligger oplysninger om et
medlem af selskabets direktion eller bestyrelse, som efter §
3, stk. 2 og 3, kan begrunde nægtelse af bevilling.
Stk. 3.
Indtræder nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, skal
selskabet m.v. inden 14 dage efter indtrædelsen anmelde dette
til politiet i den politikreds, hvorfra virksomheden drives.
Politiet afgør herefter, om bevillingen kan opretholdes.
§ 5.
En bevilling bortfalder, når bevillingshaveren dør,
eller hvis bevillingshaveren ophører med at opfylde en eller
flere af betingelserne i § 3, stk. 1, eller § 4, stk. 1,
jf. § 3, stk. 1. Det samme gælder, hvis anmeldelse efter
§ 4, stk. 3, ikke foretages rettidigt.
Stk. 2. Uanset
stk. 1 kan en bevillingshavers dødsbo, en
ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en
bevillingshaver, der er under rekonstruktionsbehandling, en
bevillingshavers konkursbo eller en værge for en
bevillingshaver, der er under værgemål efter
værgemålslovens §§ 5, 6 eller 7,
fortsætte virksomheden uden bevilling med henblik på
afvikling, afhændelse el.lign. af virksomheden, hvis
fortsættelsen anmeldes til politiet inden 4 uger efter
dødsfaldet, indledning af rekonstruktion, konkursdekretets
afsigelse eller værgemålets iværksættelse.
Adgangen hertil gælder 1 år efter den begivenhed, som
medførte bevillingens bortfald. I særlige
tilfælde kan politiet forlænge fristen.
Stk. 3.
Justitsministeren kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 1.
§ 6.
En bevilling kan tilbagekaldes af politiet, hvis bevillingshaveren
gør sig skyldig i grov eller gentagen tilsidesættelse
af de pligter, der påhviler bevillingshaveren efter denne lov
eller de forskrifter, som er fastsat i henhold til loven, og der
efter de udviste forhold er grund til at antage, at den
pågældende ikke fremover vil drive virksomheden
på forsvarlig måde. Det samme gælder, hvis
betingelserne efter § 3, stk. 2, eller § 4, stk. 2, jf.
§ 3, stk. 2, for at nægte den pågældende
bevilling er opfyldt.
Stk. 2. En
bevilling kan endvidere tilbagekaldes af politiet, hvis
bevillingshaveren har forfalden gæld til det offentlige
på 100.000 kr. eller derover.
Stk. 3. En
tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum af 1 til 5
år eller indtil videre.
Stk. 4.
Afgørelse om tilbagekaldelse skal indeholde oplysning om
adgangen til efter § 7 at begære domstolsprøvelse
og om fristen herfor.
§ 7.
En afgørelse efter § 6, stk. 1, kan af den,
afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for
domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for
politiet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Anklagemyndigheden indbringer sagen for
retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80 uden medvirken
af domsmænd.
Stk. 2.
Anmodning om afgørelsens indbringelse for retten efter stk.
1 har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse
bestemme, at den pågældende under sagens behandling
ikke må udøve virksomhed i henhold til bevillingen.
Såfremt afgørelsen stadfæstes ved dom, kan det i
denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Stk. 3. En
afgørelse efter § 6, stk. 2, kan af den,
afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for
domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for
politiet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Anklagemyndigheden anlægger sag mod
den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 4.
Anmodning om afgørelsens indbringelse for retten efter stk.
3 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse
bestemme, at den pågældende under sagens behandling
skal have adgang til at udøve virksomhed i henhold til
bevillingen. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke
stadfæstes, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den
ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomhed i henhold
til bevillingen ikke må drives under ankesagens
behandling.
§ 8.
Er en bevilling bortfaldet efter § 5, tilbagekaldt efter
§ 6 eller frakendt efter straffelovens § 79, skal den
straks afleveres til politiet.
Stk. 2.
Ophører bevillingshaveren med at drive virksomhed omfattet
af loven, afleveres bevillingen straks til politiet.
Kapitel 3
Tilsyn
m.v.
§ 9.
Inden virksomhed omfattet af loven påbegyndes, skal
bevillingshaveren give politiet meddelelse om, hvor
regnskabsmateriale og eventuelle forretningslokaler befinder sig.
Bevillingshaveren skal give meddelelse om eventuelle senere
ændringer heri tillige med en eventuel senere ændring
af forretningsadressen.
Stk. 2. Politiet
kan anmode bevillingshaveren om at meddele, hvor virksomhedens
varelager befinder sig.
§
10. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod
behørig legitimation adgang til bevillingshaverens
regnskabsmateriale og eventuelle forretningslokale samt varelager
for at føre det nødvendige tilsyn med
virksomheden.
§
11. Tilbydes der bevillingshaveren genstande til køb
eller som pant under omstændigheder, der kan begrunde
mistanke om manglende lovlig adkomst, skal bevillingshaveren straks
give politiet meddelelse og tilbageholde genstandene, indtil
politiet kommer. Det samme gælder, hvis bevillingshaveren
efter aftalens indgåelse kommer i besiddelse af oplysninger,
der kan begrunde mistanke om manglende lovlig adkomst.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om bevillingshaverens
undersøgelse af genstande, som tilbydes til køb eller
som pant.
Kapitel 4
Straffebestemmelser
§
12. Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 4, stk.
3, 1. pkt., og §§ 8, 9 og 11 straffes med
bøde.
Stk. 2. Der kan
i forskrifter, som udstedes i henhold til loven, fastsættes
straf af bøde for overtrædelse af disse
bestemmelser.
Stk. 3. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 5
Andre
bestemmelser
§
13. Justitsministeren kan fastsætte nærmere
regler om udøvelse af virksomhed i henhold til loven.
Kapitel 6
Ikrafttræden
§
14. Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2. Lov om
handel med brugte genstande samt pantelånervirksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1042 af 4. september 2015,
ophæves.
Kapitel 7
Territorialbestemmelse
§
15. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
1)
Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt
forskrifter for informationssamfundets tjenester
(kodifikation).