L 52 Forslag til lov om ændring af lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.

(Fertilitetsbehandling til andet barn og lovliggørelse af partnerægdonation uden sundhedsfaglig begrundelse).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-10-2024

Fremsættelse: 03-10-2024

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2024)

20241_l52_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2024)

Indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Fertilitetsbehandling til andet barn og lovliggørelse af partnerægdonation uden sundhedsfaglig begrundelse)

(Lovforslag nr. L 52)

Lovforslaget indeholder to elementer, dels et forslag om offentlig finansiering af fertilitetsbehandling til andet barn, dels et forslag om lovliggørelse af partnerægdonation uden sundhedsfaglig begrundelse på private fertilitetsklinikker mod egenbetaling.

Regeringen ønsker at styrke hjælpen til ufrivilligt barnløse, så flest muligt får mulighed for at skabe den børnefamilie, de drømmer om. Derfor præsenterede regeringen i januar 2024 et forslag om at tilbyde fertilitetsbehandling til andet barn på de regionale sygehuse.

Lovforslaget er desuden en udmøntning af Aftale om ophævelse af forbud mod partnerægdonation uden sundhedsfaglig begrundelse af 30. januar 2024, som blev indgået af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

Det fremgår af aftalen, at det fremover skal være muligt for par bestående af to kvinder at få fertilitetsbehandling med henblik på, at den ene kvinde kan donere æg til sin partner, hvorefter denne kan bære graviditeten og føde barnet (partnerægdonation), uden at der er en sundhedsfaglig begrundelse for behandlingen.

Det samlede formål med lovforslaget er at gøre det muligt for flere enlige kvinder og par at få barn nummer to uden krav om egenbetaling samt at muliggøre mere selvbestemmelse og bedre muligheder for familiedannelse for par bestående af to kvinder.

Vederlagsfri fertilitetsbehandling til andet barn vil sættes i kraft den 1. december 2024.

Lovliggørelse af partnerægdonation uden sundhedsfaglig begrundelse vil sættes i kraft den 1. januar 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.