Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 5. december 2024
Forslag
til
Lov om ændring af lov om folkeskolen
(Midlertidig fratagelse af en
forælders rettigheder efter folkeskoleloven ved en elevs
ophold på krisecenter)
§ 1
I lov om folkeskolen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 989 af 27. august 2024, som
ændret ved § 13 i lov nr. 1746 af 27. december 2016,
§ 1 i lov nr. 209 af 5. marts 2019 og § 1 i lov nr. 882
af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 54, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »eleven«: », jf. dog stk.
3«.
2. I
§ 54 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Opholder en elev sig i en boform efter § 109 i lov om social
service med den ene forælder, og godtgøres det, at
opholdet skyldes vold som defineret i § 109, stk. 1, i lov om
social service fra den anden forælder, kan
kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor eleven senest var
folkeregistreret, hvis den finder det påkrævet af
hensyn til elevens sikkerhed og trivsel efter anmodning fra den
forælder, som eleven opholder sig hos, med henblik på
skoleskift træffe en afgørelse om bortfald af den
anden forælders rettigheder i henhold til stk. 1, 1. pkt.
Afgørelsen kan træffes for en periode på op til
6 måneder, eller til der er truffet afgørelse om
midlertidig eller endelig placering af forældremyndigheden
efter forældreansvarsloven. Oplysninger, der kan tjene til at
identificere elevens opholdssted, må ikke gives til den
forælder, hvis rettigheder begæres frataget efter 1.
pkt., under sagens behandling, herunder i forbindelse med den
endelige afgørelse.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2025.