L 44 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

(Justering af lønrefusion, forhøjelse af maksimal pensionsrefusionssats, omlægning af lærepladstaxameter, justering af fleksibelt uddannelsesbidrag og aktivitetsafhængigt veu-bidrag for 2025, fastsættelse af modelparametre for erhvervsuddannelser til brug for beregning af lærepladsafhængigt arbejdsgiverbidrag for 2025 m.v.).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-10-2024

Fremsættelse: 03-10-2024

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2024)

20241_l44_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2024)

Børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (Justering af lønrefusion, forhøjelse af maksimal pensionsrefusionssats, justering af fleksibelt uddannelsesbidrag og aktivitetsafhængigt veu-bidrag for 2025, fastsættelse af modelparametre for erhvervsuddannelser til brug for beregning af lærepladsafhængigt arbejdsgiverbidrag for 2025 m.v.)

(Lovforslag nr. L 44)

Lovforslaget har først og fremmest til formål at udmønte en række elementer i forskellige trepartsaftaler på erhvervsuddannelsesområdet.

Nogle af disse elementer er årligt tilbagevendende. Det drejer sig om fastsættelse af det fleksible uddannelsesbidrag, det aktivitetsafhængige veu-bidrag og modelparametre i det lærepladsafhængige AUB-bidrag.

Dertil kommer, at Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Danske Regioner og KL som følge af ændringer på dele af overenskomstområdet har fremsat ønske om en forhøjelse af den gældende maksimale sats for refusion af arbejdsgiveres udgifter til pensionsbidrag i skoleperioder for elever og lærlinge. De fire organisationer er aftaleparter i "Trepartsaftale om ekstraordinær hjælp til elever og lærlinge samt virksomheder (håndtering af ubalancen i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag)" fra maj 2020, på baggrund af hvilken den eksisterende ordning med pensionsrefusion blev indført i 2023. Det foreslås på denne baggrund, at pensionsrefusionen vil skulle ske med en pensionsrefusionssats på op til 10 pct. af de til enhver tid gældende lønrefusionssatser mod i dag op til 8 pct. Udgifterne til den foreslåede forhøjelse vil skulle dækkes af det fleksible uddannelsesbidrag.

Det foreslås endvidere at afskaffe det midlertidige tilskud til kommuner vedrørende lønudgifter til visse elever og lærlinge imellem grund- og hovedforløbet. Der er tale om en opfølgning på lovforarbejder og forudsætningerne i "Trepartsaftale om styrket rekruttering til det offentlige arbejdsmarked" fra november 2020.

Det foreslås desuden at justere i muligheden for lønrefusion. Den forslåede justering er begrundet i, at lønrefusion, der udgør mere end 100 pct. af den udbetalte løn, vurderes at udgøre statsstøtte.

Lovforslaget indeholder også forslag om tilpasning af en bestemmelse om tilskud til vejledning m.v. om oplæring i udlandet, ændring af bemyndigelser til bestyrelse for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag om administration af puljer og enkelte lovtekniske justeringer.

Da der er tale om et erhvervsrettet lovforslag, anmodes der om, at folketingsbehandlingen tilrettelægges med henblik på vedtagelse senest 4 uger før det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.